Dansk travlegende i respirator
Steen Juul var tæt på at blive slået ihjel under et voldsomt uheld under en træningstur.

Steen Juul var tæt på at blive slået ihjel under et voldsomt uheld under en træningstur.

Den danske travlegende Steen Juul ligger i respirator.
Han er hårdt ramt efter et voldsomt uheld under en træningstur for lidt over en måned siden.
Sønnen Michael Juul fortæller til Travservice.dk, at Danmarks mest vindende travtræner nogensinde var »tæt på at blive slået ihjel«, da det gik galt.
»Far ligger fortsat i respirator, da han ikke blot har brækket en masse ribben, men han har også et brud på nakken og på ryggen,« siger han:
»Desuden har han haft indre blødninger. Det er en alvorlig tur, han har været igennem.«
Det var i begyndelsen af juli, det gik galt på Skovbo Travbane i Bjæverskov.

Her blev 75-årige Steen Juul smidt ind i et træ, og skaderne betød, at han i første omgang blev lagt i kunstigt koma.
I opdateringen om farens helbred lyder det fra Michael Juul, at travlegenden i dag er ved bevidsthed – og kan kommunikere sparsomt.
Efter at have været indlagt på Rigshospitalet er han blevet overført til Køge Sygehus, men det vil sandsynligvis stadig vare længe, inden han kan blive udskrevet.
Og endnu længere tid inden Steen Juul igen kan sidde bag en hest.