Olaf Eller har i årevis været en stor del af dansk ishockey.

Men ikke i øjeblikket.

Træneren er for nylig blevet ramt af en blodprop, og han er i hvert fald ude resten af sæsonen.

Det fortæller han til TV 2 Sport.

Dermed kommer han ikke tilbage i jobbet som assisterende træner for Gentofte Stars, uanset hvor langt holdet kommer i det igangværende slutspil.

»Jeg fik en blodprop på vej hjem fra Aalborg i bussen. Jeg var ultraheldig at komme meget hurtig under behandling på Glostrup Hospitalet og er utrolig glad for at stå her i dag uden mén. Det er et 'lucky punch' af de store,« siger Olaf Eller.

Det var i begyndelsen af marts, at blodproppen ramte. Her mærkede den 56-årige træner, at han ikke kunne tale, men valgte at sove videre i bussen.

Først da han nåede helt hjem og så sig selv spejlet, ringede han efter hjælp og kom i behandling.

Olaf Eller fik det dog hurtigt bedre – og kunne hurtigt tale igen.

Som konsekvens af blodproppen bliver hans liv dog anderledes fremover.

»Fremtiden ser sådan ud, at jeg skal lave lidt mindre. Nu må vi se, hvad lidt mindre bliver. Det bliver i hvert fald ikke mindre med U20-landsholdet, hvor jeg fortsætter og ser, om vi kan nå den fjerde kvartfinale i træk. Det glæder jeg mig helt vildt meget til, og så må vi se, hvordan hverdagen derudover skal strikkes sammen,« siger Olaf Eller til TV 2 Sport.

Han kunne i interviewet afsløre, at han efter blodproppen har forlænget sin kontrakt som U20-landstræner, fortæller han til TV 2 Sport.

Så Olaf Eller vil også i fremtiden være en del af dansk ishockey.