Den danske svømme-darling Jeanette Ottesen har sat to nøgenbilleder af sig selv til salg for at samle penge ind til velgørende formål.

Det skriver hun på sin blog.

Begge billeder er i sort/hvid og viser en nøgen Jeanette Ottesen, der viser sin smukke gravide mave frem. Sidste år bortaktionerede svømmestjernen også et billede af sig selv for at samle penge ind til et godt formål, men i år var to billeder så gode, at Jeanette Ottesen ikke kunne vælge.

Begge billeder er taget af fotograf Henrik Adamsen, og pengene fra det ene billede går ubeskåret til Dansk Folkehjælp.

»Det ene billede går igen 100% ubeskåret til dansk folke hjælp, som hjælper enlige forældre til at få en bedre jul. Nu hvor jeg selv venter mig, er der ikke noget værre jeg kunne forstille mig, end ikke at kunne holde en jul og give mit barn en julegave,« skriver Jeanette Ottesen på sin blog.

Pengene fra det andet billede, som svømmeren også har delt på Instagram, går ubeskåret til Broen Danmark, som Jeanette Ottesen også er ambassadør for. Organisationen sørger for at børn fra hjem uden det store økonomiske overskud alligevel kan dyrke sport.

Du kan byde på billederne af Jeanette Ottesen her, og det højeste bud er i øjeblikket på 2.000 kroner.

Den 29-årige danske svømmestjerne skal føde om få uger, og hun har tidligere ikke lagt skjul på, at det er en hård process for kroppen.

»Jeg kan ingenting overskue i de her dage. Jeg troede, jeg vidste, hvad træthed var, men det vidste jeg tydeligvis ikke. Jeg har svært ved at trække vejret ordenligt, jeg kan ikke finde nogen behagelig position at sove, sidde eller stå i, ja, jeg kan i det hele taget ikke rigtigt være i min egen krop. Det føles så sindssygt mærkeligt for tiden, og faktisk, uden at vide hvordan det rigtigt føles, så føler jeg, at jeg kunne føde når som helst,« har Ottesen tidligere skrevet på sin blog.