Karrieren er slut for storvindende Mathias Boe, men nomadelivet fortsætter. Og det er ikke et helt almindeligt et.

For i Indiens millionby Mumbai har den nu tidligere badmintonspiller slået sig ned med sin kæreste, Bollywood-stjernen Taapsee Pannu. Et potentielt iøjnefaldende par med en skuespillerinde med 15,5 millioner følgere på Instagram og en badminton-stjerne, der rager i vejret med sine 185 cm og kridhvide hud.

Men faktisk lever de to en mere eller mindre hemmelig tilværelse, fortæller Mathias Boe over telefonen fra Mumbai.

»Hvis vi er ude nogle steder, er det en pakkeløsning. Men heldigvis for mig er der mere fokus på hende, og det er hende, der er den interessante for dem at få taget billeder med,« siger Mathias Boe og fortsætter.

»Jeg ved ikke, hvad de tror, jeg er. Vi holder det lidt hemmeligt herude, så jeg ved ikke rigtig, om de tror, at jeg er bodyguard eller personlig assistent, men det er også ligegyldigt. Det er heldigvis for mit vedkommende hende, de er interesseret i. Så når jeg bare er alene rundt i byen, er der ikke nogen, der kommer og forstyrrer mig.«

Forholdet mellem Mathias Boe og Taapsee Pannu skulle ikke nødvendigvis have været fremme, men landsholdskollegaen Line Kjærsfeldt kom en svipser til at afsløre, at en af Danmarks bedste badmintonspillere havde fundet sammen med en Bollywood-skuespillerinde.

Hemmeligheden er altså ude, og Mathias Boe fortæller også gerne om livet med kæresten. Et liv, der kræver, at de holder sig lidt i det skjulte for at undgå for stor opmærksomhed. Og et liv, der lige nu har sin base i Mumbai. Men ikke for evigt.

»Jeg tror ikke, at vi kommer til at bo i Indien resten af livet. Mens min kæreste er aktiv i filmindustrien herude, er det nærliggende for hende mest at være i Mumbai, hvor filmindustrien er. Når hun er her, vil jeg også være her,« siger Boe, der dog også vil fortsætte med at rejse:

Vi havde fat i en alkoholpusher, men han vidste godt, hvad han skulle tage for en flaske vin.

»Men når hun er ude og optage, hvilket hun ret ofte er under normale omstændigheder, har jeg muligheden for at tage derhen, hvor jeg gerne vil være - også i Danmark og besøge min familie. Jeg har også en lejlighed i Dubai, hvor jeg ynder at være. Jeg kommer nok til at fortsætte nomadelivet, som jeg har levet i de seneste mange år. Primært her og i Dubai og så lidt rundt omkring i verden på ferie og hygge, når tiden tillader det.«

Lige nu er det ikke tiden, der ikke tillader det. Det er de indiske myndigheder, der har beordret befolkningen til at blive indendøre under coronavirussen.

»Havde jeg været hjemme i Danmark, kunne jeg have været lidt tættere på min familie, men omvendt er jeg ikke alene i min lejlighed, når jeg er herude. Og det er trods alt nok altid lidt sjovere at være i karantæne med nogen, end det er at være alene. Alternativet med at være hjemme i København alene er ikke så tiltalende,« siger Mathias Boe.

Han tager nedlukningen i Indien med godt humør. Og det på trods af, at han her efter sit endelige karrierestop ikke engang kan få lov at åbne en flaske champagne og fejre 20 fantastiske år som professionel.

»Alt alkohol er lukket ned herude. I modsætning til i Danmark har de været meget smarte at tænke, at det nok ikke går at lukke folk inde, mens de stadig kan købe alt det alkohol, så der sker diverse ting. Så de har lukket ned for alt alkohol.«

»Det er lidt som i Systembolaget herude, hvor der er specielle butikker, hvor man køber alkohol. Jeg tror, de har meget klogt i at lukke ned for det hele. Ellers kunne det godt være, der ville være lidt mere gang i den, end der er nu.«

Der må ligge et stort sort marked og ulme i Mumbai?

»Ja, vi havde fat i en alkoholpusher, men han vidste godt, hvad han skulle tage for en flaske vin. Så vi tænkte, at vi hellere måtte droppe det,« siger Boe med et grin.

Jens Nørgaard Larsen

Han offentliggjorde sit badminton-stop torsdag, og nu sidder han i lejligheden i Mumbai og funderer lidt over, hvad fremtiden skal bringe.

»Jeg har været så privilegeret, at jeg har tjent lidt penge på det, jeg har lavet. Så jeg behøver ikke at have et fuldtidsarbejde. Jeg har arbejdet meget koncentreret i få timer ad gangen i mange år, så det ville ikke passe til mig pludselig at sidde i en bank i mange timer.«

»Jeg tror, jeg skal have nogle små projekter.«

De projekter indebærer allerede ejendomsinvesteringer for den 39-årige tidligere badmintonspiller.