Den tidligere europamester i herresingle i bordtennis, Michael Maze, gør internationalt comeback. Og han har et klart mål. Han vil til OL i 2020.

Efter at bordtennisstjernen i 2016 indstillede sin internationale karriere på grund af en lang række skader, har kroppen nu fået den nødvendige ro og træning for igen at kunne tage kampen op mod verdenstoppen.

Gennem de seneste to år har bordtennisikonet, Michael Maze, spillet udvalgte kampe for Roskilde BTK 61, hvor nøglen til succes har været at lytte til kroppen. Han har i denne sæson været tilbage på et fantastisk højt niveau, og i slutningen af 2017 spillede Michael Maze og Roskilde Champions League mod den tyske gigant Borussia Düsseldorf. De spillede, trods nederlag til verdensstjernerne i sidste gruppespilskamp, sig videre til Champions League-kvartfinalen, hvor de mødte det stjernespækkede russiske hold, Fakel Gazprom Orenburg.

Mødet mod Champions League-favoritterne fra Düsseldorf, hvor Michael Maze spillede tæt op med vennen, rivalen gennem hele karrieren og verdens nr. 3, Timo Boll, og mødet mod Jun Mizutani, verdens nummer 14, fra det russiske hold, gav Maze ekstra blod på tanden til at genoptage den internationale karriere:

»Kroppen har det rigtig godt lige nu, og jeg har savnet at spille med på højeste niveau. De seneste kampe i Champions League, hvor jeg beviste, at jeg stadig kan spille med mod de allerbedste - det på trods af, at jeg ikke træner i nærheden af det, spillerne i verdenstoppen gør - fik mig til kraftigt at overveje et comeback. Faktisk har jeg tænkt på det i længere tid,  Jeg ved, det kommer til at tage lang tid, men den tid har jeg, så jeg vil tage det stille og roligt og bygge formen op igen. Den rette træning kombineret med den rette restitution er nøglen, og jeg har et godt team omkring mig, siger Michael Maze i en pressemeddelelse.

36-årige Michael Maze har altså valgt at gøre comeback i international bordtennis,og han spiller sin første landskamp efter sit comebac for Danmark på næste tirsdag den 27. februar 2018, hvor Danmark møder Sverige i Halmstad i EM-kvalifikationen. EM afholdes i 2019 afholdes i Nantes i Frankrig. Målet for 2018 er Hold-VM, som afvikles i Halmstad fra den 29. april 2018 til 6. maj 2018, men det helt store mål for den danske bordtennislegende er OL 2020 i Tokyo:

»Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang igen og være med for Danmark. Det har været fantastisk at følge Jonathan Groths udvikling fra sidelinjen. Groth er i dag en af de bedste i Europa og jeg glæder mig til, at vi forhåbentligt kan opnå nogle gode resultater sammen.«

»Mit helt store mål er OL i Tokyo i 2020. Det kræver selvfølgelig en masse træning. Nogle vil måske mene, at det er af at tage munden lidt for fuld, men jeg elsker en stor udfordring. Jeg håber ikke kun at deltage, men også lave et rigtig godt resultat ved mit femte OL,« udtaler Michael Maze med et smil.

Michael Maze deltog i London i 2012 ved sit fjerde OL, hvor han nåede kvartfinalen i single. Hans bedste resultat ved OL er en bronzemedalje sammen med Finn Tugwell i herredouble i 2004 i Athen.

Han vandt EM-guld i single i 2009 og VM-bronze i 2005. Samme år var han med til at sikre guld i hold-EM for herrer til Danmark sammen med Allan Bentsen og Finn Tugwell. De slog Østrig i finalen.