Danmarks Idrætsforbund (DIF) ventes lørdag at vedtage nye regulativer i kampen mod matchfixing.

Det skal fremover være sværere at slippe af sted med snyd i dansk sport - og det skal straffes hårdere, hvis man bliver taget i det.

Sådan lyder overskrifterne, når Danmarks Idrætsforbund (DIF) på sit årsmøde lørdag præsenterer et nyt sæt regulativer mod matchfixing.

Tiltagene er en opdatering af DIF's matchfixinglovregulativ fra 2013. De skal blandt andet sikre, at Danmark holder trit med resten af verden i forhold til at slå ned på aftalt spil og anden snyd.

Sådan lyder det fra Poul Broberg, der er chef for public affairs i DIF og står i spidsen for matchfixingsekretariatet.

- Vores praksis er sakket bagud i forhold til den internationale praksis. Vi har hidtil sanktioneret forholdsvist mildt på især spil på egne kampe. Det har været bøder eller få spilledages karantæne.

- Når vi kigger på den indsats, der sker i landene tæt på os - eksempelvis i Sverige - så har man nogle sanktioner, der er meget hårdere, siger han.

Det nye regulativ lægger blandt andet op til, at matchfixing straffes med minimum to års udelukkelse. Hidtil har regulativet ikke indeholdt konkrete retningslinjer for sanktionsniveauet ved overtrædelse af reglerne.

Blandt forandringerne er også muligheden for at vidne anonymt og for at slippe for straf, hvis man kommer med værdifuld information.

- Idrætsmiljøet er meget tæt. Spillere, ledere, trænere og klubejere kender hinanden. Det her giver en større sikkerhed for, at hvis man kommer med sin viden, så er man ikke brændemærket for tid og evighed, siger Poul Broberg.

Ifølge sportsjurist Jens Bertel Rasmussen er matchfixing "et tiltagende problem" inden for dansk sport.

- Og undersøgelser viser, at det foregår ikke så meget i de øverste lag, men i underlagene, hvor pengene har så stor betydning for dem, der udfører det.

Jens Bertel Rasmussen, der i mange år har arbejdet med matchfixing, mener, at DIF's forslag om mindst to års udelukkelse "lyder fornuftigt".

Han så dog allerhelst, at der i Danmark blev oprettet et helt nyt, organiseret setup til bekæmpelsen af matchfixing.

- Man bør have en anklagemyndighed, der er helt uafhængig af sportens system. I mit hoved skal det også være uafhængigt af DIF, siger han.

DIF's matchfixinglovregulativ er kun gældende inden for sportens verden. I dag er det derfor politiets opgave, hvis sagerne skal ende i retten.

Poul Broberg fra DIF's matchfixingsekretariat synes dog, at forbundets regulativer er med til at sikre et "robust system".

- Det her er sportens eget reglement, og det skal sporten tage enormt seriøst. Med det her regulativ forpligter vi som en af de eneste idrætsorganisationer i verden samtlige vores idrætter og medlemmer.

- Der er også en retssikkerhed i, at vores matchfixingnævn er uafhængigt, og skulle man appellere sin sanktion, så er der også en appelinstans, der er uafhængig. Det gør, at vi står med et meget robust system, siger Broberg.

På årsmødet lørdag ventes DIF's repræsentantskab endeligt at vedtage det nye regulativ, som DIF's bestyrelse allerede har nikket ja til.

/ritzau/