De danske mestre i damedouble, Marie Røpke og Line Kruse, skabte sensation ved badmintonturneringen All England.

Lene Køppen var i 70'erne og 80'erne en magtfaktor i international badminton. Således blev hun verdensmester i såvel damesingle som mixeddouble.

Men hendes datter, Marie Røpke, er også en glimrende spiller.

Sammen med sin makker, Line Kruse, skabte hun i aften ved All England-turneringen i Birmingham sensation, da de i kvartfinalen besejrede de regerende verdensmestre, Wen Hsing Cheng/Yu Chin Chen, fra Taiwan.

Dansker-duoen, der først er blevet etableret for få måneder siden og som fornylig vandt DM-guld, vandt første sæt 21-18. Andet sæt blev en sand gyser, og først på fjerde matchbold blev sejren - på 27-25 - sikret.

Vinder 23-årige Marie Røpke og den et år yngre Line Kruse turneringen, vil det være første danske All England-triumf i damedouble siden Karin Jørgensen og Ulla Jørgensen triumferede i 1965.

- Det er helt vildt, sagde Marie Røpke til TV2 Sport efter kampen og tilføjede:

- Vi har ved All England spillet bedre end vi troede, vi kunne. Det lykkedes mod spillerne fra Taiwan at holde disciplinen hele vejen.

I semifinalen, der spilles lørdag bliver modstanderne de tredjeseedede kinesere Wang Xiaoli/Yu Yang.

Der bliver også dansk semifinale-deltagelse i herredouble.

Efter et tæt spillet opgør vandt sidste års tabende finalister, topseedede Mathias Boe/Carsten Mogensen, 21-19, 21-18 over malaysierne Abdul Mohd Zakry/Hoon How Thien.


Mixeddouble: Joachim Fischer/Christinna Pedersen-Hendra Setiawan, Indonesien/Anastasia Russkikh, Rusland