OL-finalist i holddressur og Ecco-arving Anna Kasprzak er gravid.

Hun fortæller til mediet Ridehesten.com, at hun har termin 30. april. Den professionelle dressur-rytter fortæller, at hun fortsat rider, men intet problem har med at sætte sporten på standby under graviditeten.

»Jeg passer på og tager ingen chancer. Mærker jeg, at jeg begynder at blive nervøs, eller synes det er ubehageligt, så må jeg stoppe med at ride. Det er ikke så mange gange, man er i denne situation, så skulle jeg stoppe med at ride 3-5 måneder, så er det lige meget,« siger 27-årige Anna Kasprzak.

Den unge rytter fortæller, at hun og det kommende barns far Mathias Skov Rasch glæder sig til at blive forældre. Samtidig bliver de nødt til at udbygge deres hjem, så der kan blive plads til barnet, som de ikke kender kønnet på endnu.

Men udvidelsen når ikke at stå klar, når barnet kommer til verdenen, og det stresser hende. Til gengæld behøver hun umiddelbart ikke at stresse over finansieringen. Hun er nemlig del af en af landets rigeste familier. Familien Toosbuy Kasprzak står nemlig bag skoimperiet Ecco. Det vurderes, at familien er omkring 13,5 milliarder kroner værd.

Eccos seneste regnskab, der blev offentliggjort i marts viste en lille nedgang i overskuddet. Men ikke desto mindre kunne man fremvise et overskud på 1,3 milliarder kroner.

Udover at kommer i finalen i holddressur til OL i Rio i 2016, så vandt hun også en sølvmedalje med landsholdet til EM i august.