Den danske løber Benjamin Lobo Vedel slog sin egen rekord på 400 meter ved et stævne i USA.

Løberen Benjamin Lobo Vedel fortsætter med at slå sine egne rekorder.

Natten til søndag dansk tid forbedrede han sin danske rekord på 400 meter indendørs, så den nu lyder på 46,07 sekunder.

Tiden er fire hundrededele hurtigere end den hidtidige rekord, som han selv satte 23. februar.

Den nye hurtigste tid blev sat ved et indendørsstævne i delstaten Alabama i USA, skriver Dansk Atletik Forbund i en pressemeddelelse.

Danskeren løber for universitetet Florida Gators. I et stærkt besat felt af løbere fra amerikanske universiteter rakte det til en syvendeplads.

Havde Lobo Vedel deltaget ved det netop overståede indendørs-EM i atletik, havde han løbet sig til bronze. I stedet tog hollænderen Tony van Diepen bronze i tiden 46,13 sekunder.

Den 21-årige aalborgenser begynder ifølge forbundet nu sin udendørssæson, og han skal deltage i finalen for amerikanske universiteter 5. og 6. juni i Texas.

Til sommer vender han hjem til Europa, hvor han efter planen stiller til start ved U23-EM i svenske Gävle.

Benjamin Lobo Vedel er også indehaver af rekorden på 200 meter indendørs.

22. februar løb han over stregen i tiden 20,97 sekunder og slog sin egen rekord.

/ritzau/