Den danske pro-bodybuilder Kristoffer Berner er død. Han blev 42 år.
Det bliver oplyst i et Instagram-opslag på hans egen profil, hvor han havde over 8000 følgere.
»Kristoffer var for de fleste en enestående dedikeret bodybuilder, som levede og åndede for sporten. Hans passion og engagement var en inspiration for alle omkring ham,« lyder det blandt andet i opslaget.
I flere udenlandske medier bliver Kristoffer Berner beskrevet som »The Danish Giant«.
Ifølge Generation Iron deltog han i 2017 ved Amateur Olympia San Marino, hvor han fik en fjerdeplads.
Fem år senere vandt han ved NPC Worldwide Sweden Grand Prix.
Det gav ham efterfølgende muligheden for at konkurrere i IFBB-regi (International Fitness and Bodybuilding Federation, red.), skriver BarBend.
Ifølge medierne skulle Kristoffer Berner have deltaget ved weekendens 2024 Chicago Pro.
Hans dødsårsag er ukendt.
»Hans minde vil dog altid leve videre i vores hjerter og i de mange liv, han har berørt med sin styrke og venlighed,« lyder det afsluttende i det førnævnte Instagram-opslag.
