Sara Slott mener ikke, at Caster Semenya med naturligt højt testosteronniveau skal løbe blandt kvinder.

Det vil ikke være retfærdigt at løbe mod en kvinde, der har et medfødt højt niveau af testosteron. Hun vil have en alt for stor fysiologisk fordel.

Det mener OL-sølvvinderen i 400 meter hækkeløb Sara Slott Petersen, der hentyder til den 28-årige løber Caster Semenya fra Sydafrika.

Efter at den sydafrikanske løber blandt andet vandt OL-guld i 800-meterløb, er hun kommet i mediernes søgelys.

Semenya og andre kvindelige atleter i samme situation skal ifølge Det Internationale Atletikforbund (IAAF) begynde at medicinere sig, hvis de har et for højt niveau af det mandlige hormon.

Det skal de, hvis de fortsat vil løbe på eliteplan blandt kvinder.

Slott ønsker ikke at konkurrere med en kvinde, der som Semenya har en så stor fordel på sin fysik. Men samtidig ser hun heller ikke, at kvinder skal tvangsmedicineres.

- Det ville være så frustrerende, og jeg ville overveje, om det overhovedet var fair. Vi ville lægge samme træningsmængde og iver i vores deltagelse, men hun ville stadig have en kæmpe fordel, siger Sara Slott Petersen til DR.

- Jeg kan godt forstå, at man kan kigge på sporten udefra og pege på alle de etiske dilemmaer. Har hun ikke ret til at konkurrere som alle andre? Og man skal selvfølgelig ikke tvinge folk til at tage medicin, de ikke selv har lyst til.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) skal afgøre, om IAAF får lov til at ændre reglerne fra slutningen af marts, eller om Semenya fortsat kan løbe som kvinde uden at blive tvangsmedicineret.

- Det er så svær en sag. Jeg kender Semenya personligt, og hun er så sød. Men ud fra et professionelt synspunkt, synes jeg faktisk ikke, at hun skulle have lov til at konkurrere mod kvinder, siger Sara Slott Petersen.

Fredag er sidste dag i retsmødet, der er planlagt til at vare fem dage. Dommen falder i slutningen af marts.

/ritzau/