Den sædvanligvis stærke danske ishockeymålmand Frederik Andersen slider i den grad med både spillet og resultaterne i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL, i denne sæson.
I øjeblikket bruger Carolina-keeperen mere tid på udskiftningsbænken end isen, men han håber, at han kan bruge den sidste måned inden OL på at komme ind i en bedre rytme.
Det siger ishockeymålmanden til TV 2 Sport, efter at han onsdag officielt - og helt forventet - blev udtaget til Danmarks trup til vinterlegene i Norditalien.
- Jeg føler mig klar, og kroppen har det godt. Vi har kørt et system med tre målmænd (i Carolina, red.), som ikke passer mig så godt, og nu er vi to, der skiftes.
- Jeg satser på en god spillerytme den næste måned, for det handler om at fange formen og blive skarp, før vi rejser til Milano, siger Frederik Andersen til mediet.
I øjeblikket ligner amerikaneren Brandon Bussi det klare førstevalg i Carolina, og resultaterne taler da også i amerikanerens favør.
De seneste 11 gange, hvor Frederik Andersen har været på isen, er Carolina endt med at tabe, og i 10 af de 11 kampe har han indkasseret mindst fire mål.
Samtidig har han en samlet redningsprocent på 86,7 i denne sæson, hvilket er markant lavere end hans foregående 12 sæsoner i NHL.
Ved OL skal han kæmpe med Mads Søgaard og Frederik Dichow om istiden.
I det indledende OL-gruppespil skal Danmark møde Tyskland, USA og Letland. Danmarks første gruppekamp spilles 12. februar.
/ritzau/
