Andreas Bueno, DM-guldvinder på 1.500 meter, er påkørt bagfra af bil.

En påkørsel kunne have fået katastrofale følger for den danske mester på 1.500 meter, Andreas Bueno.

Under en træningstur blev den 24-årige Aarhus 1900-løber ramt bagfra af en bilist, som mistede herredømmet over bilen og kørte op på cykelstien.

– Jeg har pådraget mig en alvorlig hjernerystelse, et par bøjede ribben samt revner på den tredje og fjerde ryghvirvel, siger han til Dansk Atletik Forbunds hjemmeside.

– Jeg må godt gå stille og roligt, men skal holde mig i ro til 1. januar og må først begynde at løbe igen i februar-marts.

Politiet anslår, at Andreas Bueno blev slynget ti meter gennem luften med store hudafskrabninger på den ene side og i ansigtet til følge.

Aarhus-atleten var i sit livs form, da uheldet skete. Dansk atletiks største 1.500 meter-talent mister nu flere måneders træning. Hans personlige rekord er 3.40.08, men han har kapacitet til at forbedre den med flere sekunder.

Så sent som i lørdags vandt han tredie runde i DAFs cross-challenge.