Anna Emilie Møller er blevet inviteret med til Diamond League-stævner i Stockholm og Oslo.

Den danske løber Anna Emilie Møller får nu mulighed for at prøve sig af blandt nogle af verdens bedste.

Møller er nemlig blevet inviteret med til to Diamond League-stævner i Stockholm og Oslo. Det skriver TV2 Sport.

- Det er super fedt. Jeg vil gerne konkurrere mod de bedste i verden, og Diamond League er atletikkens svar på Champions League i fodbold. Det er virkelig fedt at få muligheden, siger hun til TV2 Sport.

Stævnet i den svenske hovedstad finder sted 30. maj, mens stævnet i Oslo løber af stablen 13. juni.

I Stockholm stiller Anna Emilie Møller op i 5000 meter. I Oslo skal hun konkurrere i 3000 meter forhindringsløb.

21-årige Møller imponerede, da hun i slutningen af marts deltog i VM i cross, der blev afholdt i Aarhus.

Her sluttede hun på en flot 15.-plads og blev den bedst placerede løber, der ikke kom fra Afrika.

/ritzau/