Dansk ligaprofil har det sjovt i selskab med stjernerne
Oliver Kjær er til VM for første gang, og fornemmer at han kan følge med i det fine selskab.

Oliver Kjær er til VM for første gang, og fornemmer at han kan følge med i det fine selskab.

En stribe afbud har svækket det danske ishockeylandshold til VM, men fraværet af rutinerede kræfter har også givet nye navne en sjælden chance på højeste niveau.
Et af de friske ansigter sidder på Esbjergs Oliver Kjær, der er med for første gang og fast besluttet på at demonstrere, at niveauet rækker til i det fornemme selskab.
- Et eller andet sted er det jo bare ishockey. Det kan godt være, at man møder nogle superstjerner, men det handler jo bare om at gå ud og have det sjovt og forsøge at spille med pucken, siger den 25-årige center.
Mod Canada var han flyttet op i tredjekæden og fik en mere offensiv rolle, end han havde i de første to kampe mod Tjekkiet og Sverige.
Det slap han fornuftigt fra i selskab med Frederik Storm og Mathias From. Kæden lukkede ingen mål ind, og Kjær havde selv to forsøg mod det canadiske mål.
Han kom også fra kampen med et plus i faceoff-statistikken, selv om han skulle dyste med tunge navne som Macklin Celebrini i de vigtige dueller ved pletterne.
- Man kigger lige op og ser, at det er ham, der står der. Det er lidt noget andet, end jeg er vant til. Men det er bare sjovt, og det er jo det, jeg har kæmpet for, siger Oliver Kjær.
Han har været med i udkanten af landsholdet i de seneste fire år, men det er første gang, han har klemt sig ind i truppen til et VM.
Og selv om han er vant til den hjemlige Metal Ligaen, er han ikke skræmt over niveauet.
- Jeg synes bestemt, at jeg kan være med. Jeg giver den hele armen. Lige nu fungerer det, og det håber jeg selvfølgelig, at det bliver ved med, siger Oliver Kjær.
Ligesom holdkammeraterne ærgrer han sig over, at det kun lykkedes at drille Canada i 40 af de 60 minutter mandag eftermiddag.
Det stod 0-0 efter to perioder og 5-1 til canadierne efter den sidste.
- Jeg ved ikke, om vi løb lidt tør for kræfter til sidst, men de fik nogle åbne chancer, og det må de simpelthen ikke. Længere er den ikke.
- De første 40 minutter spillede vi rigtig godt og holdt dem fra det meste. Det var virkelig stabilt, og det er noget, der peger i den rigtige retning, mener han.
Det danske landshold spiller igen ved VM torsdag, hvor holdet skal op imod Slovakiet.
/ritzau/