Dansk ishockeychef: Russisk tilbagevenden er uforståelig og ubegribelig
Henrik Bach Nielsen, formand i Danmarks Ishockey Union, vil ikke udelukke VM-boykot ved russisk tilbagekomst.

Henrik Bach Nielsen, formand i Danmarks Ishockey Union, vil ikke udelukke VM-boykot ved russisk tilbagekomst.

Det er "uforståeligt og ubegribeligt", at Rusland skal have lov til at deltage ved VM i ishockey fra 2027.
Sådan lyder det fra formanden i Danmarks Ishockey Union (DIU), Henrik Bach Nielsen, efter at Den Internationale Sportsdomstol, CAS, har givet russerne medhold i appellen om landets udelukkelse fra international ishockey.
- Vi synes ikke, at der er sket noget, som gør, at vi skulle ændre vores beslutning og holdning.
- Når det så er sagt, så er CAS den øverste myndighed i sportens verden, og det skal respekteres. Så det er sådan, det er, siger Henrik Bach Nielsen.
DIU-formanden har været medlem af IIHF's bestemmende organ, Council, fra 2012 til 2021, hvorefter han frem til starten af oktober i år har været IIHF's vicepræsident for Europa og Afrika, en af IIHF's tre regionale vicepræsidenter.
Et af argumenterne for udelukkelsen af Rusland fra Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) har været sikkerhed og tryghed. I afgørelsen fra CAS, der giver Rusland medhold, vurderes det, at argumenterne for en udelukkelse ikke var underbygget af tilstrækkelige beviser.
- I de år, hvor vi har diskuteret det i IIHF, har der været meget stor majoritet for, at sikkerheden har været en prioritet i udelukkelsen, siger Henrik Bach Nielsen.
Ifølge formanden skal fredagens nyhed lige bundfælde sig, og man skal snakke med Danmarks Idrætsforbund (DIF) om, hvordan Danmark skal forholde sig.
- Det danske idrætspolitiske udgangspunkt fra DIF har været, at man ikke boykotter, men det kan være, at jeg skal tale med DIF en gang mere og skal tale med regeringen omkring det, siger DIU-formanden.
Spørgsmål: Så du kan ikke udelukke, at man fra dansk side kan ende i en situation, hvor man boykotter VM?
- Nej, og det er måske lidt personligt. Og der er også nogle atleter, der kan blive taget som gidsler i det, men jeg er nødt til at fortsætte med at sige, at det er ubegribeligt og uforståeligt. Når det er det, kan man ikke fortænke mig i at tænke i de baner, siger Henrik Bach Nielsen.
RITZAU