Dansk ishockey har ikke længere en mand i Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) absolutte inderkreds.

På forbundets halvårlige kongres på Tenerife opnåede Henrik Bach Nielsen ikke genvalg som vicepræsident. Han var heller ikke blandt de ti kandidater, der blev stemt ind i IIHF's bestemmende organ, Council.

Henrik Bach Nielsen var Council-medlem fra 2012 til 2021, hvorefter han blev udpeget som IIHF's vicepræsident for Europa & Afrika, en af IIHF's tre regionale vicepræsidenter.

Der har i det hele taget været stor udskiftning i toppen af det internationale forbund.

Præsidenten, franskmanden Luc Tardif, meddelte i foråret, at han ikke ønskede at genopstille. Han bliver erstattet af tyskeren Franz Reindl.

Der er også valgt nye folk til alle tre poster som regionale vicepræsidenter for henholdsvis Amerika & Oceanien, Asien og Europa & Afrika.

Henrik Bach Nielsen har været formand for Danmarks Ishockey Union siden 2007. Han blev sidste år genvalgt for en ny fireårig periode.

RITZAU