Dansk ishockey nægter at gå på banen mod Rusland
Ishockeylandsholdet er klar til at deltage ved VM, men afviser at spille kampe mod Rusland, fastslår formand.

Ishockeylandsholdet er klar til at deltage ved VM, men afviser at spille kampe mod Rusland, fastslår formand.

Danske ishockeylandshold kommer ikke til at spille kampe mod Rusland, så længe russerne fører angrebskrig i Ukraine.
Sådan lyder meldingen fra Danmarks Ishockey Unions (DIU) formand, Henrik Bach Nielsen, efter at det står klart, at Rusland er på vej ind i varmen igen i international ishockey.
- Vi har besluttet, at vi ikke vil spille mod Rusland. Og vi har også kommunikeret beslutningen til IIHF's council i Zürich, siger Henrik Bach Nielsen til Ritzau.
Rusland har været ude i kulden siden invasionen i Ukraine, men fredag afgjorde sportsdomstolen CAS, at russerne igen skal inviteres til internationale mesterskaber.
Det betyder, at Rusland skal være med ved mændenes VM i Tyskland i 2027, hvor det danske landshold også deltager.
Men de to nationer kommer ikke til at spille mod hinanden, fastslår den danske ishockeyformand, der er i tæt kontakt med Danmarks Idrætsforbund.
- Det handler om sikkerhed og tryghed for os selv og alle vores samarbejdspartnere: Spillere, fans, sponsorer.
- Af hensyn til ishockeysportens integritet kan vi ikke se os selv spille mod Rusland, som det ser ud nu. Det ender i skuddermudder, hvis vi gør det, fastslår Henrik Bach Nielsen.
Der er altså ikke tale om, at Danmark kommer til at boykotte VM-turneringer, hvor Rusland deltager. Man stiller op, men vil ikke spille kampe mod Rusland.
IIHF har endnu ikke reageret på den danske beslutning, og det er uklart, om Danmark risikerer at blive straffet for ikke at stille op til konkrete kampe.
- Jeg kender ikke konsekvensen. Det kunne være nedrykning til B-gruppen eller til 4. division. Jeg ved det ikke, og jeg forholder mig ikke til det, siger Henrik Bach Nielsen.
Han har informeret det mandlige ishockeylandsholds kaptajn, Jesper Jensen Aabo, om beslutningen.
Danmark står ikke alene med boykot af kampe mod Rusland. Tirsdag meddeler Norges Ishockeyforbund i en pressemeddelelse, at man følger samme linje.
- Vores synspunkt er, at Rusland bør udelukkes fra alle internationale mesterskaber, så længe krigen i Ukraine fortsætter.
- Det er vores vurdering, at kampe mod Rusland under de nuværende omstændigheder kan udsætte vores spillere og holdpersonale for betydelige sikkerhedsrisici, lyder det fra det norske forbund.
Ishockeyforbundene i Finland og Sverige har også meldt ud, at de ikke ønsker at spille mod Rusland.
Letland synes i samme situation. Her er der decideret forbud mod, at lettiske hold spiller mod Rusland og Belarus.
RITZAU