Golfspilleren Jacob Skov Olesen ligger efter endnu en stærk dag godt placeret før søndagens finalerunde i Kenya.

Den 26-årige dansker leverede lørdag par på de første ni huller og fulgte flot op med fem birdies på de sidste ni i tredje runde af DP World Tour-turneringen Magical Kenya Open.

Han ligger dermed på en delt sjetteplads og er blot tre slag bag den førende duo, bestående af spanieren Ángel Ayora og sydafrikaneren Casey Jarvis.

Olesen, der er nummer 132 på verdensranglisten, har allerede i februar noteret et stort resultat, da han for to uger siden blev delt nummer tre i Qatar Masters.

Danskeren var også tæt på en topplacering i Kenya for omkring et år siden. Her snublede han dog til sidst med fire bogeys på de sidste 12 huller og endte på en delt 13.-plads.

En anden dansker, Jeff Winther, spillede også tredje runde i Kenya. Han er samlet syv under par og ligger på en 42.-plads.

Den samlede præmiepulje ved Magical Kenya Open er på omkring 17 millioner kroner.

/ritzau/