Dansk golfprofil skal tøjle ivrighed for at imponere på hjemmebane
Jacob Skov Olesen elsker at spille i Danmark, men har en plan for ikke at gentage sidste års fejl.

Jacob Skov Olesen elsker at spille i Danmark, men har en plan for ikke at gentage sidste års fejl.

Når man spiller på hjemmebane for et stort dansk publikum, kan man blive løftet af atmosfæren og spille fortrinligt.
Det modsatte kan også være tilfældet, hvis man bliver overivrig for at vise selvsamme tilskuere vilde slag.
Den balancegang går den 27-årige danske golfprofil Jacob Skov Olesen, når han fra torsdag teer ud på første runde af Danish Golf Championship i fynske Kerteminde.
Med sit team har han lagt en plan for ikke at gentage fejlen fra sidste års danske DP World Tour-turnering, der blev afviklet i Furesø nord for København.
- Det fedeste ved at spille i Danmark er publikum. Få turneringer har samme opbakning som denne. Det så vi alle i Furesø sidste år, hvor der var en kødrand af mennesker overalt.
- Det er fedt, at der er bygget noget op, som mange har lyst til at komme ud og se på. Det er fedt med et publikum, så man ikke render rundt alene med syv mennesker, siger Skov Olesen.
Han debuterede i den danske DP World Tour-turnering i 2024 som amatør og sluttede på en delt femteplads.
Sidste år var han langt mere etableret og blev nævnt som stærk outsider, men sluttede på 123.-pladsen langt fra cutgrænsen.
- Det var en af mine dårligste turneringer for året. Jeg kom dårligt fra start og skulle presse på, og det gik kun dårligt derfra. Så der er nogle ting, jeg skal være opmærksom på, siger Skov Olesen.
Han har nærmest konstant fortsat en opadgående kurve, siden han i 2024 triumferede i The Amateur Championship og senere samme år blev professionel.
Den spille- og resultatmæssige proces vil han tage med til Kerteminde i stedet for at føle et pres for at stråle.
- Man vil gerne sende det putt i hul og få alle klapsalverne. Eller slå den tæt på med 4-jernet, selv om den bare skulle have været ind midt på greenen.
- Man vil gerne vise noget ekstraordinært. Men god golf er jo tit ikke vildt ekstraordinært. Det kommer stille og roligt. Man skal passe på ikke at spænde ben for sig selv, siger Skov Olesen.
Skov Olesen tager torsdag klokken 13.00 hul på sin første runde i en stærk gruppe med svenske Mikael Lindberg og den amerikanske dobbelte majorvinder Bubba Watson.
RITZAU