Dansk duo starter lovende på Trumps skotske bane
Lucas Bjerregaard og Jacob Skov Olesen er begge tre slag fra førstepladsen i Nexo Championship.

Lucas Bjerregaard og Jacob Skov Olesen er begge tre slag fra førstepladsen i Nexo Championship.

To danskere kom torsdag godt fra land i golfturneringen Nexo Championship, der er en del af DP World Tour, og er begge to slag under banens par efter 18 huller.
På den Donald Trump-ejede bane i skotske Aberdeenshire gik Lucas Bjerregaard og Jacob Skov Olesen dog to ret forskellige runder.
35-årige Bjerregaard, der har haft flere svære år, var i markante problemer på to huller, der begge endte med en dobbeltbogey.
Derudover lavede han til gengæld hele seks birdies, og det er nok til en foreløbig delt sjetteplads, hvorfra der er tre slag op til svenske Marcus Kinhult på førstepladsen.
Skov Olesens runde var knap så omskiftelig. Han lavede tre birdies og en enkelt bogey på sin åbningsrunde.
Netop Skov Olesen er i fremragende form. Han er således blevet nummer seks og ni i sine seneste to turneringer og rangerer med i alt seks top-ti-placeringer som nummer 17 på tourens sæsonrangliste.
Det gør ham højaktuel til et af de ti PGA Tour-kort, der er på spil på DP World Tour.
Feltets tredje danske indslag, Niklas Nørgaard, åbnede Nexo Championship med en runde i par, hvilket rækker til en delt 21.-plads.
Den samlede præmiepulje i turneringen svarer til godt 19 millioner kroner.
Det samme var tilfældet i sidste uge, hvor Jeff Winther efter en formidabel søndag vandt Danish Golf Championship og snuppede den første danske sejr på DP World Tour i 2026.
RITZAU