Dansk duo deler andenpladsen i British Masters
Jacob Skov Olesen og Niklas Nørgaard flirtede med sejren, men delte i stedet andenpladsen i British Masters.

Jacob Skov Olesen og Niklas Nørgaard flirtede med sejren, men delte i stedet andenpladsen i British Masters.

Danmark var søndag tæt på at tage endnu en sejr på DP World Tour, men den 32-årige englænder Joe Dean tog i stedet sin første sejr med en fantomrunde i ni slag under par på The Belfry tæt på Birmingham.
Jacob Skov Olesen og Niklas Nørgaard var omkring midtvejs på fjerde og sidste runde oppe og snuse til førstepladsen, men på de sidste ni huller trak Dean i stedet fra.
Dean, der for få år siden kørte med dagligvarer ved siden af sin golf, snuppede med sin sejr et beløb svarende til små fire millioner kroner.
Skov Olesen og Nørgaard sluttede sammen med tre andre spillere med en score på 11 slag under banens par efter de 72 huller i løbet af ugen. Dean var tre slag bedre.
Thorbjørn Olesen blev delt nummer ni, og Marcus Helligkilde fortsatte sine lovende takter efter en meget lang skadespause, da han blev nummer 26.
For Nørgaard, der vandt British Masters i 2024, var resultatet en stor oprejsning og sæsonens første topplacering, efter at han har kæmpet med resultaterne, efter at han er vendt tilbage fra PGA Touren.
Skov Olesen har været bedre kørende, og med sin syvende top-10-placering i 2026 stryger han samtidigt op, hvor det er rigtig sjovt på Race to Dubai-listen.
Den afgør blandt andet, hvilke ti spillere fra DP World Tour som i 2027 får et kort til PGA Touren.
Den tur har blandt andre Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen, Niklas Nørgaard og Rasmus Neergaard taget tidligere.
Skov Olesen ligger før de sidste ti turneringer omkring tiendepladsen på Race to Dubai-ranglisten.
Med de to danske andenpladser fortsætter en vild stime af gode danske resultater på The Belfry og i British Masters.
Thorbjørn Olesen vandt British Masters i 2022, Nørgaard gentog bedriften i 2024, og både Rasmus og Nicolai Højgaard er blevet nummer to inden for de seneste syv år.
Kigger man alene på DP World Tour-turneringer på The Belfry, kan også Rasmus Højgaards sejr i UK Championship i 2020 medregnes blandt de danske topresultater.
RITZAU