Bokseren Micki Nielsen er tilsyneladende blevet idømt en lang dopingkarantæne i Sydafrika. Men i Danmark afviser bokserens manager og forbundet, at han er skyldig.

Efter mange måneders tavshed er der pludselig nyt i Micki Nielsens dopingsag. Den danske bokser er nemlig blevet idømt en fire år lang straf for brug af stoffet testosteron i Sydafrika.

Det fremgår af det sydafrikanske antidoping-agentur Saids hjemmeside, hvor det desuden også noteres, at ’atleten selv har accepteret brud på anti-doping-reglerne’.

Dopingsagen mod Micki Nielsen blev første gang offentlig 19. januar i år, hvor det kom frem, at han var blevet testet positiv for et præstationsfremmende stof i forbindelse med sin sejr mod sydafrikaneren Johnny Muller på udebane i juni måned 2016.

Micki Nielsen vandt kampen, men først mange måneder senere blev han informeret om, at de sydafrikanske anti-doping-myndigheder lå inde med en påstået positiv dopingtest, der viste spor af testosteron.

Den danske bokser har gennem hele forløbet erklæret sig uskyldig i alle anklager om doping, og Micki Nielsen og hans manager Simon Lundt har svaret sydafrikanerne, at de ikke anerkender testresultatet.

Blandt andet fordi testen blev behandlet på et laboratorium i Doha, der var suspenderet af det internationale anti-doping-agentur WADA, da det ikke lever op til internationale standarter.

Men hvor det før var anklager om brug af doping, er det nu en dom, Micki Nielsen har modtaget.

Dopingdommen ændrer dog ingenting for bokseren. Det fortæller hans manager Simon Lundt, da BT forelægger ham de nye oplysninger. Han afviser også, at bokseren har anerkendt at have forbrudt sig mod dopingreglerne – altså har han ikke erklæret sig skyldig i brug af stoffet testosteron.

»De kan ryge og rejse. Jeg er fuldstændig ligeglad med dem, hvad de skriver, hvad de siger og hvorfor. De skal bare få styr på deres regler først og fremmest. Okay, hej,« siger Simon Lundt i telefonen og lægger på.

Selvom Micki Nielsen nu øjensynligt har en dopingdom, vil den umiddelbart kun kunne håndhæves i sydafrikansk regi. For hos Dansk Professionel Bokseforbund anerkender formand Jesper D. Jensen ikke dopingsagen mod Micki Nielsen.

Jesper D. Jensen fortæller, at han intet har hørt fra Saids.

»Vi har stadig ikke fået noget officielt fra Sydafrika,« siger han.

I har slet intet hørt fra dem om dommen mod Micki Nielsen?

»Overhovedet ikke. Jeg får mere at vide af dig (BT, red.), end jeg gør fra dem. Den sanktion betyder så nok bare, at Micki Nielsen ikke må bokse i Sydafrika,« siger Jesper D. Jensen og tilføjer:

»Det her er igen noget mærkeligt noget med, at Micki Nielsen også har accepteret, hvilket han ikke har gjort.«

Da det er op til Dansk Professionel Bokseforbund at nægte en bokser starttilladelse, tyder intet dermed på, at dommen får yderligere konsekvenser for Micki Nielsen, der kan bokse alle andre steder end i Sydafrika.

Det lykkedes ikke BT at få en kommentar fra Saids om dommen i Sydafrika.