Dansk basketballpioner er død
Torben Starup-Hansen, der er tidligere spiller og træner for det danske basketballlandshold, døde tirsdag i en alder af 95 år.
Torben Starup-Hansen, der er tidligere spiller og træner for det danske basketballlandshold, døde tirsdag i en alder af 95 år.
En af dansk basketballs største pionerer, Torben Starup-Hansen, er sovet stille ind i en alder af 95 år.
Det meddeler Sisu Basketball på Instagram.
Som aktiv vandt han to mesterskaber med Sisu og spillede 31 landskampe for Danmark.
Fra 1957 til 1975 var han træner i Sisu og med til at vinde fire mesterskaber med herreholdet og syv mesterskaber med ungdomsholdet. Siden vandt han også et mesterskab som assistent for klubbens damehold i 1998.
Starup-Hansen var også med til at starte Herlev Basket, hvor han ligesom i Sisu blev æresmedlem.
I 1979 blev han tildelt Danmarks Idræts-Forbunds ærestegn, blandt andet for at være med til at opbygge en træneruddannelse i Danmark og syv år som medlem af Dansk Basketball-Forbunds bestyrelse.