Få har gjort så stort et arbejde for dansk basketball.

Amerikanske Geof Kotila stod i spidsen for Bakken Bears, Horsens IC og Team Fog Næstved, før han kastede sig over at udvikle Basketligaen.

Nu er han død i en alder af 64 år.

»Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om at den nuværende kommissær for Basketligaen og tidligere head coach for Bakken Bears pludselig er død, 64 år,« skriver Bakken Bears, hvor han hjemførte to mesterskaber og to pokaltitler samt tog dem ud i Europa Cup-kampe.

»Vi vil mindes Geofs altid energiske væsen og hans enorme dedikation til sporten og vælger at mindes ham i et glædeligt øjeblik.«

Også andre steder hyldes Kotila, der har været i Danmark siden 90erne.

»Geof var en ildsjæl for dansk basket og en stor figur i HICs historie,« skriver Horsens.

»Geof Kotila var en ven for mange i Næstved og et karismatisk, varmt menneske der havde utrolig stærke menneskelige egenskaber. Geof Kotila elskede sporten og kunne snakke med alle mennesker,« lyder det fra Næstved.

På tværs af ligaen ytres der også kondolencer og tankerne går især til hans familie.

»Det er svært at finde de rigtige ord, fordi hele basketball Danmark har mistet en elsket person der har betydet rigtigt meget, for rigtigt mange,« skriver Troels Fjellø Mortensen på vegne af Basketligaen.