Direktør for Dansk Atletik Jakob Larsen har haft sidste dag i jobbet. Han fortsætter nu hos World Athletics.

En markant skikkelse i Dansk Atletik (DAF) gennem to årtier har nu sagt farvel til det danske forbund for at fortsætte på den internationale scene.

Direktør Jakob Larsen havde tirsdag sidste arbejdsdag i DAF, inden han nu tiltræder stillingen som direktør for konkurrencer og begivenheder hos World Athletics, Det Internationale Atletikforbund (IAAF).

- Det er ikke uden vemod, at min tid i dansk atletik er slut. Siden jeg som 12-årig begyndte i Fredensborg Atletik Klub har dansk atletik været en del af mit liv- som udøver, som træner og som leder, skriver han på Facebook.

- Mødet med de mange passionerede mennesker i forening og forbund har formet mig fagligt og menneskeligt. Kunne jeg starte forfra, tog jeg samme vej.

Jakob Larsen blev en del af Dansk Atletik Forbund (som siden har skiftet navn til Dansk Atletik, red.) tilbage i 2000, og i 2007 blev han forbundets første direktør.

Den post har han bestredet til og med tirsdag, hvor han siger farvel til forbundet midt i den noget kaotiske coronatid.

- Der er mange ting, som jeg vil savne, ikke mindst det daglige samarbejde med mine kolleger. Vi har leet og grædt sammen, og vi har sammen med mange andre i foreningerne opbygget noget rigtig fint i dansk atletik, skriver han.

Nu venter opgaverne i World Athletics på den helt store scene, hvor starten bliver noget præget af den hærgende coronavirus.

- Indlæringskurven bliver rimelig stejl under mildt sagt usædvanlige omstændigheder, men jeg tror og håber på, at jeg efter min tid i dansk atletik og dansk idræt vil kunne bidrage på en for atletikken god måde, lyder det fra Jakob Larsen.

Den hidtidige underdirektør i DAF, Torben Dan Petersen, konstitueres som ny direktør. Sammen med administrationschef Helle Nielsen udgør de fremadrettet den daglige ledelse i forbundet.

/ritzau/