Danmarks Ishockey Union (DIU) har fundet manden, der fremover skal være ny direktør.

Det bliver 49-årige Michael Dupont, som afløser Peter Froulund 1. april, oplyser unionen i en pressemeddelelse. I januar meddelte DIU, at Froulund stopper som direktør efter omkring halvandet år i jobbet.

Dupont er formand for Herlev Ishockey Klub og bestyrelsesmedlem i selskabet bag Metal Liga-holdet Herlev Eagles.

- Vi har stor tiltro til, at Michael Dupont er den rette kandidat til posten. Han har insiderkendskab til ishockeysporten og er vant til at binde bredden og eliten sammen.

- I hans formandstid har Herlev Ishockey Klub vokset sig stærkere, så vi har stor tiltro til, at han kan fortsætte det flotte arbejde i Danmarks Ishockey Union, siger Henrik Bach Nielsen, formand for DIU, i pressemeddelelsen.

Dupont har ud over sin erfaring i dansk ishockey også ledelseserfaring fra det private erhvervsliv, hvor han har været Flagship Department Store Manager i Magasin du Nord på Kongens Nytorv.

- Jeg glæder mig i den grad til at tiltræde i stillingen. Ishockeyen er kommet "under huden på mig", og det bliver stort at arbejde med sporten på fuld tid.

- Jeg ser frem til at skabe fremdrift for eliten og de bedst mulige vilkår for bredden og samtidig være en leder, der inspirerer, opsøger og tør skabe forandringer. Vi skal alle i fællesskab skabe resultater, som både eliten og bredden kan være stolte af, siger Michael Dupont.

I otte år fra 2015 til 2023 var det Ulrik Larsen, der styrede den daglige drift som ishockeyunionens direktør.

Da han i 2023 blev chef for den danske del af ishockey-VM 2025, var Kim Pedersen i en kort periode konstitueret direktør, inden han blev ansat som sportsdirektør i Det Internationale Ishockeyforbund.

Derefter stod unionen i en periode uden direktør, indtil Peter Froulund blev hentet fra Arbejdernes Landsbank.

/ritzau/