Danmark sender en mand og en kvinde ind med fanen under OL's åbningsceremoni i Tokyo til sommer.
Den historiske beslutning er truffet for at støtte op om Den Internationale Olympiske Komités (IOC) opfordring til lighed i sport.
Det siger det danske OL-holds chef de mission, Søren Simonsen.
- Vi bakker op om, at der er en mand og en kvinde, der går ind med fanen. Vi arbejder med lighed i idrætten, og det er en vigtig sag, at der er lige adgang til idræt for mænd og kvinder. Det er ikke tilfældet i hele verden.
- Vi vil gerne sende et signal om det ved at have to fanebærere, lyder det fra den danske OL-chef.
IOC har åbnet for, at nationerne kan sende en mand og en kvinde ind med fanen ved åbningsceremonien. Normalt tilfalder opgaven og hæderen blot en enkelt atlet.
Storbritannien har tidligere meddelt, at man vælger to fanebærere, og nu følger Danmark altså trop.
Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal bære dannebrog, men det skorter ikke på kandidater, mener Søren Simonsen.
- Vi har lavet en grundig analyse af mulighederne, men navnene kommer først til juni.
- Det vigtige for os er, at det er en teamkaptajn. Det er en, der har de olympiske oplevelser i kroppen, og som har formået at præstere ved et OL. Vi har nogle kriterier, som vi vælger ud fra, og der er masser af dygtige kandidater, siger han.
Caroline Wozniacki bar den danske fane ved OL's åbningsceremoni i Rio de Janeiro i 2016. Hun var den første danske kvinde, der blev udpeget til opgaven ved et sommer-OL siden 1988, og blot den tredje nogensinde.
- Jeg har svært ved at forholde mig til fortiden, fordi jeg ikke har været en del af det. Havde der kun været én fanebærer i år, kunne jeg ikke sige, om det var blevet en mand eller en kvinde.
- I min verden har det ingen betydning. Der handler det meget mere om værdierne, siger Søren Simonsen.
Åbningsceremonien finder sted 23. juli. OL slutter 8. august.
/ritzau/
