Det danske kvindelandshold skulle kun bruge syv ender på at banke Kina ved VM i Canada.

Det danske kvindelandshold i curling er for første gang kommet på pointtavlen ved VM i Canada.

Holdet med skipper Madeleine Dupont i spidsen tog lørdag revanche for åbningsnederlaget til Japan ved at gennembanke Kina med 14-5.

Kampen var afgjort allerede efter den syvende af de planlagte ti ender. Den vandt danskerne med 5-0, hvorefter kineserne sagde tak for kampen.

Det så ellers sløjt ud, da det kinesiske hold vandt den tredje ende med hele 4-0 og på den måde etablerede en føring på 4-2.

Men de danske kvinder svarede forrygende igen. Først vandt de fjerde ende med nøjagtigt samme cifre og fulgte op med en 3-0-sejr i femte. Dermed kunne danskerne gå til pause med en solid føring på 9-4.

Kineserne åbnede anden halvdel med at vinde 1-0 i sjette, inden det danske hold satte det afgørende stød ind.

Danskerne havde fire sten i huset, da Madeleine Dupont skulle sætte den sidste sten. Det handlede "blot" om at skubbe Kinas enlige sten ud, og den opgave klarede den danske skipper.

Holdet skal allerede lørdag aften dansk tid i aktion igen, når Sverige venter i Danmarks tredje kamp ved VM. Det opgør begynder klokken 22.

Det danske hold består foruden Madeleine Dupont af Denise Dupont, Lina Knudsen, Mathilde Halse og reserven My Larsen.

I alt deltager 14 nationer ved VM i den canadiske by Calgary.

Alle møder alle én gang, og de seks bedste hold går videre i turneringen.

/ritzau/