Danmark er uden chance mod svensk klasse på isen
Ishockeylandsholdet blev afklapset med 6-2 af Sverige i holdets anden kamp ved VM i Schweiz.

Ishockeylandsholdet blev afklapset med 6-2 af Sverige i holdets anden kamp ved VM i Schweiz.

Der var intet at stille op for det danske ishockeylandshold i kamp to ved VM mod Sveriges storfavoritter.
Et koncentreret og effektivt svensk hold vandt 6-2 i en kamp, hvor dansk kampiver ikke kunne opveje den store forskel på kvaliteten af spillermaterialet.
Skal Danmark have point med fra sådan en overmatchning, kræver det en masse medgang og en målmand, der spiller en fantomkamp. Danskerne havde ingen af delene i Fribourg søndag eftermiddag.
Det var måske også meget forlangt, at Danmark skulle være bedre end Sverige i både ishockey og melodigrandprix i samme weekend.
Nederlaget efterlader Danmark uden point efter to kampe i gruppespillet. Holdet kommer på en mindst lige så vanskelig opgave mandag mod Canada, inden der venter to hviledage og derefter mere menneskelig modstand.
Svenskerne satte kursen i første periode, hvor de to garvede NHL-backer Mattias Ekholm og Oliver Ekman-Larsson lavede hver deres mål fra en nærmest identisk position.
Begge scoringer faldt, mens Sveriges stortalenter Viggo Björck og Ivar Stenberg var på isen sammen. Dem havde de danske spillere generelt svært ved at indfange.
Danskerne kom i vejen for en masse, men havde spillemæssigt svært ved at hænge på og fik ikke udnyttet de få muligheder, der bød sig.
Malte Setkov pløkkede pucken rent på stolpen, og halve chancer til Oliver Kjær og Christian Wejse blev ikke spillet helt farlige nok.
Forskellen i evnen til at gøre tingene færdige viste sig igen i begyndelsen af anden periode.
Danmark havde fanget svenskerne i egen zone i et langt, tungt pres, da Nick Olesen tog en unødvendig udvisning. Sverige fik luft og Lucas Raymond straffede omgående dumheden i powerplay.
Da Jakob Silfverberg kort efter gjorde det til 4-0 fra en spids vinkel, var danskerne truet af en ydmygelse. Den afslutning burde Mads Søgaard have afværget.
Joachim Blichfeld sørgede for en smule opmuntring ved at hamre pucken i mål efter få sekunders dansk powerplay godt halvvejs gennem kampen.
Men da samme Blichfeld kort efter selv blev smidt i straffeboksen, kunne 18-årige Viggo Björck genoprette den svenske firemålsføring med karrierens første VM-mål.
Søgaard havde en svær dag i målet, og landstræner Mikael Gath pusler formentlig med tanken om at lade ham holde pause mod Canada, så han er helt frisk til vigtigere kampe senere i turneringen.
Stemningen mellem spillerne på de to hold blev udpræget dårlig i sidste periode.
Både Christian Wejse og Nick Olesen røg i skammekrogen for at give modstanderne et par på skrinet, men de blågule var heller ikke for fine til at dele ud i de uautoriserede nærkampe.
Et par svenske udvisninger gav det danske hold lejlighed til at træne powerplay.
På et af dem fik Mikkel Aagaard pyntet på cifrene otte minutter før tid. Alle Danmarks tre mål i turneringen er scoret i overtalsspil, og det kan blive et vigtigt våben senere i turneringen.
Men det blev Sverige, der fik det sidste ord, da en tværpasning ramte Felix Scheel på skøjten og strøg ind bag en denne gang chanceløs Søgaard.
/ritzau/