Damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er videre til anden runde af All England.

Christina Pedersen og Kamilla Rytter Juhl var i den grad undertippet, men den nye danske damedouble formåede alligevel at spille sig videre fra første runde af badmintonturneringen All England.

Den danske konstellation slog således de andenseedede japanere, Miyuki Maeda og Satoko Suetsuna, i tre tætte sæt onsdag. Første sæt blev vundet af japanerne med 21-14 helt efter planen. Men i både andet og tredje sæt viste danskerne sig stærkest, da det gjaldt.

Især andet sæt blev tæt. De to hold fulgtes ad til 21-21, hvorefter Rytter Juhl og Pedersen kunne tage sættet med 23-21. Og tredje sæt snuppede danskerne så med 21-13.

De to spillere, der mest har gjort sig i mixed double, har kun spillet sammen siden sidste efterår, hvor de forsøgte sig i et par turneringer.

/ritzau/