Dansk OL-deltagelse i curling står og falder med den mentale styrke, mener skipper op til afgørende kampe.

Plzen. Når de danske curlingherrer onsdag går på isen mod Tjekkiet og senere Kina, er der mere end almindeligt stort pres på holdet.

OL-kvalifikationsstævnet i tjekkiske Plzen er nemlig sidste udkald, hvis fire års træningsindsats skal omsættes til en billet til vinter-OL i Pyeongchang i 2018.

- Spiller vi op til vores bedste, er jeg ret sikker på, at vi kan spille med om de to kvalifikationspladser, siger skipper Rasmus Stjerne.

- Curling er næsten 50 procent mentalt. Det handler om, at vi skal spare på kræfterne og have overskud i de tilspidsede situationer, siger han.

Ved stævnet spiller otte hold om to pladser ved OL, og efter et nederlag tirsdag i første kamp mod Rusland, har de danske herrer kniven for struben.

Rasmus Stjerne vurderer umiddelbart, at de største konkurrenter ved stævnet er Kina og Tyskland.

Men de seneste års resultater har vist, at der er kort vej fra top til bund i curling, hvor curlingherrerne har vundet VM-sølv, men også er endt sidst ved et EM.

For at opnå de sidste marginaler til kvalifikationsstævnet meldte Stjernes curlinghold fra ved det seneste EM og valgte i stedet at træne fysisk og mentalt op til de afgørende OL-kvalifikationskampe.

- Vi arbejder altid med det mentale og har blandt andet haft et koncentreret forløb med en sportspsykolog, siger Rasmus Stjerne.

Holdet har arbejdet med en stribe værktøjer, blandt andet "visualisering, værdibaserede handlinger samt tanke- og følelsesstyring", fortæller han.

Siden 1998 har Danmark haft mindst ét hold med ved hvert eneste vinter-OL.

Men denne gang ligger både herrernes og damernes kvalifikation på vippen.

For begge hold står og falder OL-deltagelsen med kvalifikationsstævnet, der løber frem til søndag.

Dermed bliver det også afgjort, om Danmarks OL-delegation maksimalt kan blive på seks atleter, eller om den med de to curlinglandshold kan nå helt op på 16 atleter.

- Det gør en stor forskel, om vi er få eller mange afsted, siger OL-chef i Danmarks Idrætsforbund, Morten Rodtwitt.

- For os handler det om følelse, atmosfære og fælles OL-stemning. Hvis vi er få atleter, bliver der mere fokus på den individuelle præstation, og atleten bærer det mere alene, siger han.

Tidligere onsdag slog damerne med skipper Madeleine Dupont i spidsen Tyskland efter et flot comeback og har nu vundet de to første kampe.

Finalekampene spilles i weekenden.

/ritzau/