De danske curlingkvinder åbner VM fredag mod Japan. Drømmen er en billet til vinter-OL.

De er ikke spået de store chancer, men fredag indleder kvinderne på det danske landshold i curling VM, hvor de skal forsøge hente en billet til vinter-OL i 2022.

Sidste år blev verdensmesterskaberne aflyst. I år blev de udsat, men fredag kan de 14 bedste landshold i verden endelig komme på is i canadiske Calgary.

De seks bedste nationer kvalificerer sig til næste års vinter-OL i Beijing, og selv om det er den helt store drøm for de danske spillere, bliver opgaven noget nær umulig, fortæller skipper Madeleine Dupont.

- Det betyder rigtig meget for os, at vi kan komme til OL, men vi ved også godt, at rigtig mange ting skal falde ud til vores fordel, hvis det skal ske.

- Vi er totalt undertippede, og hvis vi bliver andet end nummer sidst eller næstsidst, vil det være en overraskelse, siger hun.

Det danske hold, som foruden Madeleine Dupont består af Denise Dupont, Lina Knudsen, Mathilde Halse og My Larsen, har dog langt fra opgivet det spinkle OL-håb, understreger skipperen, som har været til OL to gange før.

- Det bliver sindssygt svært, men det var også svært sidste gang, vi skulle forsøge at komme med. Vi har gjort det før, og der var det også imod alle odds.

VM i curling bliver uden tilskuere på grund af coronaepidemien, og det er ærgerligt, fortæller Dupont.

- Det er noget, jeg virkelig kommer til at savne, især her i Canada, hvor der plejer at være helt fyldt i hallerne. Det bliver underligt kun at se på papfigurer i stedet for rigtige mennesker.

- Det er en mærkelig oplevelse at spille så vigtige kampe uden tilskuere. Nogen gange bliver man virkelig gejlet op af publikum, hvilket gør, at man præsterer bedre, siger den 33-årige skipper.

Danmark indleder fredag VM mod Japan.

/ritzau/