De danske curlingherrer hentede den femte sejr ud af seks mulige, da Tyskland blev slået i OL-kvalifikationen.

Plzen. De danske curlingherrer har ramt den mentale og fysiske topform og fortsætter med at sejre i OL-kvalifikationen.

Sent fredag aften vandt Danmark med 7-3 over Holland, og det var holdets femte sejr i seks kampe. Hollænderne gav op efter niende ende.

Tidligere fredag gik det ud over Tyskland, som danskerne besejrede med 6-1, efter at Tyskland gav op efter ottende ende.

Her øgede Rasmus Stjerne og resten af det danske mandskab til 6-1, og så var det for slut for tyskerne.

Danmark bragte sig foran 1-0 i tredje ende, og efter sjette ende lød føringen på 5-0. Så reducerede tyskerne i syvende ende, inden Danmark lukkede kampen.

De danske curlingherrer besejrede onsdag Tjekkiet og Kina, og torsdag vandt Danmark over Finland.

Fredagens sejre over Tyskland og Holland betyder, at Danmark er tæt på at vinde kvalifikationsgruppen med fem sejre i seks kampe.

I turneringen i tjekkiske Plzen skal de tre øverste til sidst spille om to billetter til vinter-OL i Pyeongchang i 2018.

Italien ligger lige efter Danmark med fire sejre i seks kampe. Danmark skal lørdag møde italienerne i en kamp om at vinde gruppen.

Hvis Danmark vinder over Italien, får holdet to muligheder for at sikre sig adgang til vinterlegene.

Kvinderne kan også stadig nå blandt de tre bedste hold, der lørdag og søndag kæmper om to OL-billetter, men fredag tabte de danske kvinder 3-9 til Kina, der tog teten i fjerde ende og ikke så sig tilbage.

Kineserne afgjorde kampen i ottende ende, hvor de gjorde 5-3 til 9-3, og så opgav danskerne.

Danmarks kvinder er dermed noteret for tre sejre og to nederlag. Lørdag morgen klokken ni gælder det Finland, som ligger i bunden af OL-kvalifikationen og har udspillet sin rolle.

En dansk sejr over finnerne vil med sikkerhed være nok til at slutte blandt de tre bedste, som går videre til slutkampene med to OL-billetter på spil.

/ritzau/