Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Norge har mistet en af sine helt store sportsprofiler alt, alt for tidligt.

Curling-legenden Thomas Ulsrud er død efter længere tids kræftsygdom. Han blev 50 år. Det bekræfter hustruen, Elin Grødal, til VG.

»Jeg synes, han var en helt unik mand. Altid positiv og optimistisk. Han brød sig om andre og ville dem kun godt. Han havde ikke en eneste fjende. Middagen stod altid klar, når jeg kom hjem – når han altså ikke var ude at rejse for at spille curling,« siger enken til VG.

Thomas Ulsrud fik stillet kræftdiagnosen i december 2020, men har ikke fortalt offentligheden om sygdommen, der i øvrigt blev fundet ved en rutinekontrol af norske sportslæger.

Thomas Ulsrud og Norges curling-mænd blev populære med deres spraglede dragter.
Thomas Ulsrud og Norges curling-mænd blev populære med deres spraglede dragter. Foto: Aaron Favila
Vis mere

Det skyldes, at han – til sin sidste dag – var overbevist om, at han ville blive kræftfri, forklarer hustruen til VG.

Hun beretter samtidig, at Thomas Ulsrud døde i sit hjem – omgivet af familien – da han ikke ønskede at være indlagt på sygehuset.

Nyheden om dødsfaldet har efterladt Norge i chok. Hans tidligere holdkammerat Thomas Løvold udtaler til Dagbladet:

»Jeg fik beskeden i morges, og det er helt forfærdeligt. Thomas var en helt utrolig person, så det her er meget trist. Han har været syg en tid, men alligevel kommer det her som et chok.«

Thomas Ulsrud har været et fyrtårn i norsk idræt, hvor han som skipper på Norges hold tog VM-guld i curling i 2014. Han sikrede også norske medaljer ved Vinter-OL i Vancouver i 2012, hvor det blev til sølv.

Holdet deltog også ved OL i Pyeongchang i 2019, men blev herefter opløst. Ulsrud fortsatte dog i mixed double og havde kursen rettet mod OL i 2022, inden han blev stoppet af kræftsygdommen.

Foruden sit elegante spil på isen blev 'Team Ulsrud' kendt og elsket for deres spraglede spilletøj, som vandt hjerter over hele kloden.