Den tidligere cricket-stjerne Heath Streak er død efter længere tids sygdom, bekræfter hans kone på Facebook søndag.

Streak, der repræsenterede Zimbabwe, var en af landets største spillere gennem tiden, og på trods af enkelte kontroverser i sin karriere har hans død fået mange cricketfans til at reagere på sociale medier i sorg.

Streak var efter karrieren stadig aktiv i sporten som træner, men de seneste år kæmpede han med kræft i tarmen, der i sidste ende kostede ham livet.

For blot et par uger siden blev han meldt død af en tidligere holdkammerat, og på lettere bizar vis måtte hans kone Nadine Streak afkræfte rygtet.

Men søndag morgen måtte hun desværre til tasterne på Facebook for at gøre det modsatte.

'I de tidlige timer af denne morgen, søndag 3. september 2023, blev mit livs kærlighed og faren til mine smukke børn båret af engle fra sit hjem, hvor han ønskede at bruge sine sidste dage omringet af familie og nærmeste,' skriver hun.