En lang række klubber i NBA er ramt af coronavirus. Seneste tilfælde er hos to Los Angeles Lakers-spillere.

To basketballspillere fra Los Angeles Lakers er blevet testet positive for coronavirus som de seneste tilfælde i den hårdt ramte, bedste nordamerikanske basketball-liga, NBA.

Det oplyser klubben på Twitter.

Begge spillere er sat i karantæne. Det oplyses ikke, hvilke to der er tale om, men resten af holdet vil blive testet for virusset.

Lakers mødte Brooklyn Nets den 10. marts. Efterfølgende har fire spillere fra Nets fået konstateret coronavirus, blandt andre stjernen Kevin Durant, som selv har fortalt om smitten.

Også Marcus Smart fra Boston Celtics og tre ansatte omkring Philadelphia 76ers er testet positive for virusset.

NBA-sæsonen blev udsat i sidste uge, efter at Rudy Gobert fra Utah Jazz som den første i ligaen blev testet positiv.

I alt er mindst otte hele NBA-hold blevet testet for virusset, meddelte NBA-kommissær Adam Silver onsdag ifølge ESPN.

De omfattende test har medført kritik fra blandt andre New Yorks borgmester, Bill de Blasio, som skrev på Twitter, at "test ikke burde være for de rige, men for de syge".

Lakers har dog svaret igen på kritikken og sagt, at myndighederne anbefalede at teste spillerne efter kampen mod Nets.

Flere hold har i deres pressemeddelelser siden pointeret, at de har fået foretaget test i privat regi uden at tære på de offentlige kasser.

Blandt de mest kendte Lakers-spillere er blandt andre LeBron James og Anthony Davis.

/ritzau/Reuters