Hverken New York City Marathon eller Berlin Marathon bliver afviklet i 2020 på grund af coronavirus.

Maratonløbere må spejde langt efter to af sæsonens sædvanligvis vigtigste løb i kalenderen.

Onsdag har arrangørerne af både New York City Marathon og Berlin Marathon valgt at aflyse 2020-udgaverne af løbene på grund af coronavirus.

Begge løb er en del af den prestigefyldte løbsserie World Marathon Majors, der årligt tæller seks maratonløb. Sidste år gennemførte 53.640 løbere de 42.195 meter i New Yorks gader, mens 44.064 løbere deltog i Berlin.

Beslutningen om at aflyse løbet i New York er truffet af arrangøren The New York Road Runners (NYRR) og borgmesteradministrationen i New York.

- Det er en stor skuffelse for alle involverede, at vi bliver nødt til at aflyse dette års New York City Marathon, men det er åbenlyst, at vi bliver nødt til at aflyse ud fra et sundheds- og sikkerhedsperspektiv, siger NYRR-direktør Michael Capiraso ifølge Reuters.

Tidligere havde arrangørerne af maratonløbet i Berlin meldt ud, at løbet ikke ville blive afholdt på sine oprindelige datoer i september, men først onsdag er løbet endegyldigt aflyst.

- Hver dag er der sket nye udviklinger, der bringer os i en ny situation med nye krav og nye beslutninger. Vi har været tålmodige i bestræbelserne på at kunne afviklet løbet under de rette forhold, men efter mange grundige overvejelser og diskussioner kommer vi ikke til at finde en ny dato i år, lyder det blandt andet fra arrangøren.

Tidligere har Boston aflyst 2020-udgaven efter i første omgang at have rykket løbet fra april til september.

Det er stadig usikkert, om det sidste amerikanske løb i løbsserien World Marathon Majors, Chicago Marathon, kan afvikles som planlagt i oktober.

Der er stadig håb om at afvikle London Marathon, der er blevet rykket fra 26. april til 4. oktober.

Tokyo Marathon blev afviklet 1. marts, men kun eliteløbere fik lov til at deltage.

/ritzau/