Måske bliver det den dyreste knytnæve, som Conor McGregor har uddelt i sit liv.

Ireren har ellers givet nogle stykker, men denne her kan resultere i en fængselsstraf.

Nu er MMA-kæmperen sigtet for overfaldet på en mand, som han slog på en pub i Dublin. Det skriver ESPN.

I værste fald kan hændelsen, som skete den 6. april, koste McGregor seks måneders fængsel og en bøde på cirka 11.200 kroner. Det kan også være, at McGregor slipper med den ene af delene.

Conor McGregor har ikke kæmpet siden oktober 2018.
Conor McGregor har ikke kæmpet siden oktober 2018. Foto: Steve Marcus
Vis mere

Angiveligt ville manden, der er i 50'erne, ikke tage imod McGregors tilbud om en whisky, hvilket flere af de andre gæster gjorde. Og det kostede altså et slag i ansigtet.

McGregor skal for retten i Dublin den 11. oktober, bekræfter talsperson Karen Kessler over for ESPN.

Tidligere har verdensstjernen da også indrømmet over for den amerikanske TV-station, at han fortryder det, der er sket.

»Det er lige meget, hvad der skete der. Det var mig, der var gal på den. Den mand fortjente at nyde sin tid på pubben uden det endte, som det gjorde,« har Conor McGregor sagt.

Faktisk fortryder han det så meget, at videoen af hændelsen »skar i hjertet,« fortalte han.

»Jeg er nødt til at indse, at det her ikke er sådan, en leder, MMA-kæmper og mester opfører sig. Jeg må få hovedet skruet ordentligt på og komme tilbage i kampen, kæmpe for at blive frelst, for at komme tilbage og for respekt - de ting, der har gjorde mig til den mand, jeg er. Det var helt forkert. Den opførsel var uacceptabel.«

Conor McGregor har ikke kæmpet siden oktober 2018 og en kamp mod Khabib Nurmagomedov, hvor han tabte. Siden da har han trukket overskrifter af ganske andre grunde.

I marts skrev flere medier, at McGregor blev efterforsket i forbindelse med en sag om et seksuelt overgreb, der skulle være begået i december. Han er ligeledes blevet anholdt og sigtet af politiet i Miami for at have stjålet en fans mobiltelefon.