Den irske MMA-stjerne Conor McGregor er kendt for at provokere og dele vandene blandt folk.

Nu gør den 30-årige kampsportsatlet det så igen med et billede på det sociale medie Instagram, hvor han optræder med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»I dag blev jeg inviteret til VM-finalen som gæst for den russiske præsident, Vladimir Putin. Denne mand er en af de største ledere i vores tid, og jeg er beæret over at deltage i så stor en begivenhed sammen med ham,« skriver Conor McGregor og fortsætter:

»I dag var en ære for mig, Mr. Putin. Tak og tillykke med et fantastisk verdensmesterskab. Kom så, Rusland!«

Conor McGregor var ikke den eneste MMA-fighter på stadion under VM-finalen mellem Frankrig og Kroatien. Det var hans russiske rival Khabib Nurmagomedov også. Men han fik tilsyneladende ikke nogen invitation af den russiske præsident.

Der har været flere kontroverser mellem Conor McGregor og Khabib Nurmagomedov. Senest i april, hvor McGregor kastede en sækkevogn efter Nurmagomedov og smadrede ruden på en bus med en række atleter, hvoraf to blev såret.

Conor McGregor blev siden anholdt og sigtet for vold og hærværk. Man forventer dom i sagen den 26. juli, når han igen skal for retten i New York. Indtil da afventer hans promotor, Ultimate Fighting Championship (UFC), med at booke hans næste kamp.

Conor McGregor forlader retten i Brooklyn i håndjern.
Conor McGregor forlader retten i Brooklyn i håndjern. Foto: BRENDAN MCDERMID
Vis mere

UFC-præsident, Dana White, har ved flere lejligheder sagt, at han vil booke storkampen mellem Conor McGregor og Khabib Nurmagomedov, der siden har vundet irerens letvægtstitel i UFC.

McGregor er tidligere fjervægtsmester og letvægtsmester. Han blev frataget mesterskabsbælterne, fordi han ikke forsvarede dem i tide, men i stedet skiftede sportsgren kortvarigt og tog en lukrativ kamp i bokseregi mod bokselegenden Floyd Mayweather.