Amerikansk politi er gået ind i en sag om en cheerleader, der blev presset alt for hårdt af sin træner. Cheerleaderens mor er dybt forarget. Det skriver CBS.

13-årige Ally Wakefield er lige startet i high school. Som mange andre unge amerikanske piger valgte hun at starte på skolens cheerleader-hold, der støtter skolens basket- og fodboldhold, når de spiller.

Cheerleaderne får ofte et godt sammenhold gennem de mange træningstimer, men for Ally Wakefield var det en helt anden oplevelse, hun blev mødt af.

På en video ser man, hvordan to personer holder hendes ben fast i hver sin retning, mens hendes træner forsøger at tvinge hende i split. Den 13-årige Ally skriger og græder af smerte, mens træneren blot presser hende hårdere og hårdere.

»Jeg var forfærdet (da jeg så videoen, red.). Min datter viste mig videoen, mens vi kørte bil, og jeg havde nær kørt galt,« siger Allys mor Kirsten Wakefield.

Moderen fortæller videre, hvordan Ally har fået en forstrækning, mens hendes ledbånd har fået et riv. Derfor går hun nu til fysioterapeut. Og selvom hændelsen fandt sted i juni, er videoen først blevet offentliggjort nu.

Skolen har efterfølgende taget afstand fra videoen og sagt, at »de viste billeder og handlinger er ekstremt rystende, og stemmer på ingen måde overens med vores kerneværdier«.

Chefen for Denvers kommunale skoler Tom Boasberg fordømmer behandlingen.

»Vi har et totalforbud mod metoder, der sætter elevernes fysisk eller psyke på spil. Vi ville aldrig tillade det. Mens politiefterforskning står på, gør vi alt for at støtte elever og ansatte,« siger han.

Selv har læreren udtalt til en lokal avis, at filmen var taget ud af en kontekst. Han siger også at øvelserne er helt normal praksis, når der trænes split.

BT har set den omtalte video, men har valgt ikke at bringe den.