Andreas Bube formåede ikke at tage medalje i søndagens finale på 800 meter ved indendørs-EM i Skotland.
Mellemdistanceløberen Andreas Bube sluttede på femtepladsen på 800 meter ved EM i indendørs atletik i Glasgow i Skotland.
I finalen søndag aften satte han en spurt ind i afslutningen, men den rakte ikke til en medalje.
I vanlig stil lagde han sig bagest i feltet til at starte med, men så skruede danskeren tempoet i vejret og løb frem som nummer et i det syv mand store felt.
Den position holdt han dog ikke længe. På sidste omgang gled han ned på fjerdepladsen, og den formåede han ikke at avancere fra.
- Jeg lagde konservativt ud, og efter første runde prøvede jeg så at overhale hele flokken, men vi løb i en ret høj fart, så det var dyrt at overhale. Det kostede mig for meget. Derfor havde jeg ikke nok at skyde med til sidst.
- Jeg skulle have været mere kold og delt overhalingen op i to, siger Andreas Bube til DR.
Han blev noteret for tiden 1 minut og 47,67, mens spanieren Álvaro de Arriba vandt guld med tiden 1 minut og 46,83 sekunder.
Briten Jamie Webb tog sølv, mens Mark English fra Irland løb sig til bronze.
Bube havde også kvalificeret sig til finalen i femtebedste tid, da han lørdag sluttede som nummer to i den ene semifinale.
Med resultatet formåede han altså ikke at gentage medaljebedriften fra det seneste EM. Således vandt han sølv ved indendørs-EM i Beograd 2017 i tiden 1 minut og 49,32 sekunder.
Sidste år blev Bube nummer seks ved udendørs EM i Berlin.
Andreas Bubes personlige rekord er 1 minut og 44,89 sekunder.
/ritzau/