Guldalder.

Traditionen tro samles dansk sport i Herning den første lørdag i det nye år for at hylde sig selv.

Lad os være ærlige – mange år har det været en tynd omgang, hvor bronzemedaljer og sejre i nicheidræt er løbet med klapsalverne.

Der har til tider ikke været særligt meget at råbe hurra for. Men vil-du-holde-min-cykel hvor har det ændret sig.

For vi kan i disse år fryde os over at have en historisk talentfuld, interessant, afvekslende og farverig palet af sportsstjerner.

Lad os indledningsvis nævne den mand, der i de kommende uger Down Under vil få mig til at bide mine negle ned til knoerne og glemme at trække vejret.

Den helt unikke Holger Rune, der fuldstændig lader sig opsluge af tenniskampene, så han hverken kan holde frustrationer eller eufori inde i sin unge krop. Ingen er nogensinde i tvivl om, hvad Holger føler. Og vi føler det hele sammen med ham. Jeg er i hvert fald komplet udmattet efter en Rune-kamp.

Når den 20-årige dansker en dag får magten over den ild, der så tydeligt brænder i ham, kommer han til at vinde det meste. Jeg tør godt tro på, at 2024 allerede bliver året, hvor han går hele vejen i en Grand Slam.

Foto: Patrick Hamilton/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvis Rune mangler lidt inspiration til karrieren, kan han bare kaste et blik over på ketsjerkollega Viktor Axelsen, som med en ekstrem professionalisme og talentbeherskelse har ‘frankensteinet’ sig selv til den ultimative sejrsmaskine. 

Jeg kan ikke komme i tanke om en dansk idrætsudøver, der er så vedvarende suveræn til sin sport. Det er altså over 10 år siden, at han brød igennem i verdenseliten, som han de seneste håndfuld år har domineret diktator-style. Jeg er helt overbevist om, at Axelsen i 2024 forsvarer sin OL-guldmedalje.

I sommer sad jeg sammen med et par kollegaer i en Skoda og fulgte efter Tour de France-feltet, da nyheden om Caroline Wozniackis comeback til tennis pludselig tikkede ind som en ‘push-besked’ på min telefon. Vi måtte holde ind til siden og knibe os selv i armen.

For det var næsten for meget af det gode. At Wozniacki, der i årevis var Danmarks største sportsstjerne, nu har besluttet sig for at generobre tennistronen – fire år efter, at hun abdicerede. Hvilken gave!

Foto: Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vi måtte samtidig gnide os i vores små tabloide hænder. For Caroline Wozniacki fascinerer også uden for tennisbanen, hvor hun gavmildt deler ud af sit privatliv, der byder på en kendt ægtemand, søde børn og en vennegruppe, der tæller alverdens kendisser. Ejmen da – halleluja for et comeback.

Men hvis man mere er til den stille og mystiske John Wayne-type, der hellere lader seksløberen end munden tale, så har dansk sport også den slags i buffeten.

Jonas Vingegaard er kendt i hele verden. Men hvor godt kender man ham egentlig? Der er noget underligt fascinerende ved det nordvestjyske cykelfænomen, der har gjort det til sin hofdisciplin at levere ultrakorte svar på de spørgsmål, en dobbelt Tour de France-vinder nødvendigvis må finde sig i.

Men når han får cykelhjelmen spændt omkring sit udmagrede ansigt, giver han os oplevelser, som taler for sig selv. 

Jonas Vingegaard gøres i kortege ad Torvegade på Christianshavn onsdag den 26. juli 2023
Jonas Vingegaard gøres i kortege ad Torvegade på Christianshavn onsdag den 26. juli 2023 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Enkeltstarten på årets 16. Tour-etape gnubber skuldre med historiens største danske sportspræstationer. Og har vi egentlig forstået, hvor stort det er, at vi nu har en dansk cykelrytter, der har vundet verdens største cykelløb to gange?

Så må vi leve med, at Jonas Vingegaard helst vil lade ‘benern’ tale. Dog kan vi godt tillade os at være lidt skuffede over, at han ikke dukkede op i Herning i aftes for at lade sig hylde af Danmark.

Lad os satse på at se ham på scenen om et år. For jeg er overbevist om, at kun sort uheld kan forhindre Vingegaard i at fuldende Tour de France-hattricket i 2024.

Pointen er, at dansk sport er midt i en guldalder – og så har jeg ikke engang nævnt vores tredobbelte håndboldverdensmestre, golfkometen Nicolai Højgaard, rekordmanden Hans Lindberg, medaljeslugeren Anne-Marie Rindom og mirakelmagerne fra FC København. Ja, jeg kunne let remse de første 100 navne op.

Det dufter af et historisk dansk OL. Det dufter af flere Tour-triumfer. Det dufter af flere harpiks-herligheder.

Og måske bliver 2024 endda også året, hvor vores fodboldlandshold genfinder melodien og giver os endnu en magisk fodboldsommer.

Jeg tror, at der bliver meget at råbe hurra for i Herning om et år.