Mikkel Kessler får hård modstander i sit comeback efter mere end fire års pause fra bokseringen.

Mikkel Kessler er kun detaljer fra at offentliggøre sin modstander i det længe ventede comeback til boksesporten. Og nu kan BT afsløre, hvem den tidligere danske verdensmester har udset som sin modstander.

Og her går Mikkel Kessler ikke på kompromis, og han udsætter sig selv for en hård udfordring, når han igen træder ind i bokseringen. For ifølge BTs oplysninger fra flere kilder er valget faldet på den ubesejrede colombianer Roamer Alexis Angulo.

Parterne er lige nu så langt i forhandlingerne, at det kun skulle være detaljer, der afholder Mikkel Kessler og promotor Kalle Sauerland fra at gå ud offentligt og bekræfte kampen.

Men det er colombianeren, der er regerende WBO Latino mester i supermellemvægt, som den danske bokser i øjeblikket forbereder sig på i træningslokalet. Således er forhandlingerne så fremskredne, at det formentlig kun er et spørgsmål om få uger, før Roamer Alexis Angulo bekræftes som Mikkel Kesslers modstander i en kamp, der med garanti bliver bokset i Danmark.

I forhold til, hvornår Mikkel Kesslers comeback-kamp kommer til at stå mod Roamer Alexis Angulo, er der mere usikkerhed lige nu. Men et meget kvalificeret bud kunne være, at den danske stjernebokser går i ringen sidst på året, hvor november måned synes at være mest sandsynligt.

Men både dato og stedet for Mikkel Kesslers kommende boksekamp er fortsat ikke lagt helt fast, og det forhandles der ifølge BTs kilder fortsat om i kulissen. Der er dog ingen tvivl om, at det bliver i en af Danmarks større arenaer ved et stort anlagt stævne, hvor Team Sauerland uden tvivl kommer med hele udtrækket af deres danske boksere til begivenheden.

I øjeblikket forbereder Mikkel Kessler sig i Sverige, hvor han er på træningslejr for at sparre mod den svenske bokser Erik Skoglund i byen Nyköping. Her vil sparringen mod den ubesejrede svensker give Mikkel Kessler et ærligt svar om, hvor langt han er fra at kunne bokse lige op med de bedste i supermellemvægtsklassen fremover.

Her har Mikkel Kessler tidligere givet udtryk for, at motivationen bag hans comeback udelukkende er igen at erobre tronen i supermellemvægt, og af samme grund har han også valgt at møde en ubesejret bokser som Roamer Alexis Angulo i sin første kamp siden nederlaget til Carl Froch i 2013.

BT har været i kontakt med såvel Mikkel Kesslers manager Allan Back som promotor Kalle Sauerland. Men fælles for begge er, at de ikke ønsker at udtale sig om BTs oplysninger omkring Roamer Alexis Angulo som Kesslers kommende modstander.

BT har også forsøgt at få en kommentar fra Roamer Alexis Angulos amerikanske promotor Andy Perez, men uden held.