Den danske MMA-fighter Damir Hadzovic er blevet tilbudt en ny kamp i verdens førende MMA-organisation Ultimate Fighting Championship (UFC).

Det erfarer BT fra flere kilder, som samstemmende fortæller, at parterne er tæt på at lande en aftale, men at kontrakterne ikke er underskrevet, og derfor er kampen endnu ikke en realitet.

UFC og Damir Hadzovic sigter efter det store MMA-stævne UFC Fight Night 134, som finder sted i den tyske havneby Hamborg den 22. juli.

Og det bliver bestemt ikke en nem opgave, som den danske MMA-fighter skal på, hvis alt går efter planen. Lige nu peger alt i retning af en udebanekamp imod et af Tysklands største MMA-navne.

Den tyske UFC-fighter Nick Hein er frontløberen til at møde den danske MMA-fighter, der flygtede til Danmark sammen med sin familie i 1992 på grund af Balkankrigen.

Damir Hadzovic flygtede sammen med sin familie til Danmark i 1992 på grund af Balkankrigen.
Damir Hadzovic flygtede sammen med sin familie til Danmark i 1992 på grund af Balkankrigen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Damir Hadzovic, hvis rekordliste byder på 11 sejre og fire nederlag, fik sin UFC-debut tilbage i 2016 og har indtil videre kæmpet tre kampe på allerøverste MMA-hylde.

Det er blevet til en knockoutsejr og to nederlag. Derfor har den 31-årige MMA-atlet med force i kickboksning-delen i den grad ryggen mod muren, hvis han fortsat vil tilhøre verdens største MMA-organisation.

34-årige Nick Hein har haft seks kampe i UFC, hvoraf han har vundet de fire. Han tabte dog tidligere på måneden for første gang i næsten fire år.

Forinden havde den tyske fighter, som har et sort bælte i judo, vundet tre kampe i træk. Hans MMA-rekordliste byder på 14 sejre og tre nederlag.