Paulina Gretzky har været i mediernes søgelys hele livet som datter af NHL-legenden Wayne Gretzky.

Og havde det ikke været for en flink fotograf, kunne hendes ene brystvorte være endt på diverse forsider efter et besøg på en natklub.

Det fortæller den 32-årige model i 'The Netchicks'-podcasten ifølge News.

»Jeg var en aften på natklub, hvor min ene brystvorte blev blottet, og jeg begyndte at græde,« siger hun og fortsætter:

»Der var en fotograf, der sagde, at jeg var et af de sødeste mennesker at tale med, og personen lovede derfor ikke at offentliggøre billedet.«

Paulina Gretzky er i dag sammen med golfspilleren Dustin Johnson, og det har hun været siden 2013. De har to sønner sammen.

Livet som Wayne Gretzkys datter har ligeledes betydet, at hun ikke har kunnet være som alle andre på sin alder.

»Jeg har aldrig kunnet være et barn. Jeg har haft det bedste liv og ikke manglet noget, men det har været svært at skulle lægge låg på mig selv i nogle situationer, når jeg bare gerne ville være som de andre.«

Amerikaneren åbner også op omkring fremtiden, og hvis hun skal bestemme, så skal hun have flere børn.

»Jeg vil have flere. Jeg vil gerne nyde at være 32 og 33 år, og hvis jeg er heldig nok, så kan jeg få endnu et barn, når jeg runder 34.«

59-årige Wayne Gretzky spillede 20 sæsoner i NHL, og han fik kælenavnet 'Great One' for præstationerne på isen.