Et yderst sjældent scenarie udspillede sig, da verdens største golfstjerner i sidste uge var samlet til Scottish Open.

For første gang i næsten fire år missede verdens bedste golfspiller cuttet.

Efter at have været med i finalerunderne i 78 turneringer i træk var den amerikanske verdensetter, Scottie Scheffler, elimineret efter to runder.

- Man blev næsten chokeret. Det var i sig selv ret vanvittigt, siger den tidligere golfspiller Andreas Hartø, der nu kommenterer golf på Eurosport og er vært på podcasten Golf Showet.

Scottie Scheffler fik på den måde en skidt optakt til denne uges major, The Open, som han vandt sidste år. Og det missede cut blev lavpunktet på en sæson, hvor amerikaneren har været langt fra at leve op til de seks turneringssejre, han hentede sidste år.

Vi skal således tilbage til januar for at finde hans eneste sejr i år.

Spørger man Andreas Hartø, skal man dog ikke forvente, at Scottie Scheffler er ved at blive menneskelig.

- Jeg er sikker på, at han selv slår koldt vand i blodet. Han panikker ikke over det. Og hvis man er fan af ham, skal man ikke regne med, at han har haft sit sidste topresultat, siger Andreas Hartø.

For selv om sejrene er udeblevet, så har Scottie Scheffler hentet bunker af topresultater. Siden sejren i januar har han tre andenpladser, to tredjepladser og to fjerdepladser og er ikke havnet uden for top-24 på PGA Tour.

- Havde det været alle andre end Scottie Scheffler, ville man sige, at det var karrierens bedste år. Men når man har med ham at gøre, kan man næsten blive lidt skuffet, fordi han tidligere har lagt et helt vanvittigt niveau for dagen, siger Andreas Hartø.

Ifølge golfeksperten er det ret tydeligt, hvad årsagen til Scottie Schefflers manglende sejre er - det såkaldte approach-spil. Altså det sidste slag ind mod green. Det slag, der afgør, hvor nemt det bliver at putte bolden i hul.

- Han er stadig blandt de bedste - hvis ikke den bedste - i den del af spillet. Det har bare været markant bedre tidligere, hvor han har været helt ekstremt god. Der er helt sikkert et eller andet med hans sving, som ikke huer ham på samme måde som tidligere, siger Andreas Hartø.

Ifølge Hartø kan det sagtens være en form for mental barriere, der forstyrrer den altoverskyggende golfstjerne.

- Selv om jeg er golfekspert, kan jeg ikke se en forskel i hans sving. Men det, der er sindssygt ved golf, er, at det kan dreje sig om, at køllehovedet drejer 0,1 eller 0,2 grader for meget til højre eller venstre. Og det kan der være alle mulige grunde til, at det gør.

- Det gør så, at bolden flyver et andet sted hen, end man regnede med. Og når man er vant til, at bolden flyver præcis derhen, hvor man kigger, og den så ikke gør det, så kan det sætte sig i hovedet, og så kan man blive usikker og frustreret.

- Det har man også set fra Scheffler i nogle turneringer, hvor han har været vred, fordi det ikke er gået, som han ville. Man skal ikke være i tvivl om, at selv om han er en religiøs mand, så er han ultrakompetitiv og hader at tabe, siger Andreas Hartø.

Trods nedturen i Skotland er det da også umuligt at afskrive Scottie Scheffler som mulig sejrherre ved majorturneringen The Open, som begynder torsdag på den engelske vestkyst.

- Som han selv sagde, så fik han på grund af det missede cut et par dage ekstra til at få styr på det, og hvis jeg var konkurrent, ville jeg være lidt skræmt over, at han har fået to dage ekstra til at gøre sig klar, siger Andreas Hartø med et grin.

RITZAU