Brødrene Højgaard skal lede dansk hold i golfdyst mod nordmænd
Rasmus og Nicolai Højgaard bliver kaptajner på et dansk hold, der næste år skal møde et norsk hold i golf.

Rasmus og Nicolai Højgaard bliver kaptajner på et dansk hold, der næste år skal møde et norsk hold i golf.

De danske golfbrødre Nicolai og Rasmus Højgaard skal stå i spidsen for et dansk hold, der næste sommer skal møde Norge i en dyst mellem danske og norske spillere.
Her skal to kendte golfprofiler fra begge lande spille sammen med kvinder og unge talentfulde spillere, i alt 12 spillere fra hvert land.
Nicolai Højgaard og Rasmus Højgaard, der ligger henholdsvis nummer 38 og 95 på verdensranglisten, bliver spillende kaptajner for det danske hold.
Norge stiller med kaptajnerne Viktor Hovland og Kristoffer Reitan, der ligger henholdsvis nummer 13 og 28 i verden.
- Jeg ved, hvor meget de rigtige turneringer og det rigtige miljø betyder i starten af en professionel karriere. Derfor synes jeg, det er fedt at være med til at skabe noget, som ikke kun handler om os, der spiller nu, men også om dem, der kommer efter os.
- Hvis vi samtidig kan skabe en ny tradition mellem Danmark og Norge, er det kun endnu mere spændende, siger Nicolai Højgaard i en pressemeddelelse.
Holdene, der bliver sat sammen af de fire kaptajner, skal ifølge pressemeddelelsen, "afspejle hele den nordiske talentudvikling".
Der vil derfor også være repræsentanter fra de lavere rangerede turneringer end DP World Tour og PGA Tour.
Turneringen, der får navnet "The Viking", skal spilles i uge 29 næste år og skal spilles i både Danmark og Norge. Datoer, turneringsformat og spillesteder er endnu ikke offentliggjort.
RITZAU