Det er fortsat herligt at være Herlev i den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen.
Holdet fra den københavnske vestegn vandt for niende gang i ni kampe, da Rødovre fredag aften var på besøg til lokalopgør. 6-0 viste de knusende cifre på måltavlen, da fredagsfesten var forbi.
Herlev har nu taget 26 af 27 af mulige point i den første del af sæsonen, hvor kun Herning nogenlunde kan holde trit i tabellen. Den brandvarme ligatopscorer Victor Cubars havde igen en stor aften og scorede hattrick.
Det var Herlevs skarpslebne powerplay, der stod bag åbningsmålet. Hjemmeholdet bombarderede Rødovre-målet, og til sidst fandt Cubars åbningen ved bageste stolpe.
Carl Skarström, Tim Daly og Anton Johansson øgede til 2, 3 og 4-0, inden Cubars slog til igen med få sekunder tilbage af perioden.
Alt for let fik han lov at trække på tværs af målet og udplacerede den efterhånden sønderskudte Tomas Rydén i Rødovres mål.
Gæsterne holdt stand i de første 13 minutter af tredje periode, men da Herlev fik et nyt powerplay, anede man, hvor det bar hen.
Igen stod Cubars ved bageste stolpe, og igen-igen lynede den 25-årige dansker med de lettiske rødder. 10 mål og 11 assister har han præsteret i de første ni kampe.
På topscorerlisten er fire af de fem øverste spillere fra Herlev. Brock Bremer, Anton Johansson og Gustav Green er nummer tre, fire og fem. Kun Hernings Morten Poulsen har presset sig ind i Herlev-forsamlingen i toppen.
Mens der er fest i Herlev, ser det knapt så opmuntrende ud ti kilometer sydpå. Rødovre er efter en kort opblomstring kommet ned på isen igen. Holdet har tabt de seneste fire kampe i træk og lukket 23 mål ind i processen.
/ritzau/