For tredje gang på 15 år er Boston Celtics på vej i NBA-finalen efter en udesejr på 93-80 over Miami Heat.

Boston Celtics er blot en enkelt sejr fra at nå finalen i den nordamerikanske basketliga NBA.

Med en sejr på 93-80 ude over Miami Heat fører holdet fra Massachusetts semifinaleduellen med 3-2.

Dermed kan Boston sikre sig finalepladsen natten til lørdag, hvor de to hold mødes i Boston.

Selv om det ser lovende ud, så slår profilen Jayson Tatum fast, at arbejdet skal gøres færdigt.

»Vi skal ikke tro, at det er overstået. Vi skal tage hjem og spille, som om at vi var bagud 2-3 og tage det lige så alvorligt. Vi må ikke være tilfredse,« siger Jayson Tatum, der bidrog med 22 point i torsdagens udesejr.

Topscorer for Boston i Miami blev Jaylen Brown med 25 point. De to spillere tegnede sig dermed for mere end halvdelen af gæsternes point.

Boston Celtics vandt senest NBA-titlen i 2008. Senest holdet nåede finalen var i 2010, hvor holdet endte med at tabe til Los Angeles Lakers.

I den anden semifinaleserie fører Golden State Warriors med 3-1 over Dallas Mavericks, før de to hold står over for hinanden i San Francisco natten til fredag.

/ritzau/